Man må lide for at se Cristiano Ronaldo spille.

I hvert fald hvis man var til stede på King Abdul Aziz Stadium i Saudi-Arabien, hvor Al Wehda torsdag tog imod Ronaldo og Al-Nassr.

Godt nok var portugiseren med sine fire mål en sand plage for hjemmeholdet, men tilskuerne var nok mere irriteret over noget helt andet.

Billeder fra kampen viser nemlig, at flere af sæderne på stadion var fuldstændig overdynget af græshopper.

Sådan så det ud på tilskuerpladserne.
Sådan så det ud på tilskuerpladserne. Foto: Twitter
Vis mere

Ikke nok med det, sad græshopperne også på tilskuernes tøj. Det kan du se i opslaget nederst i artiklen.

»Nogle fans væmmedes over tilstedeværelsen af en sværm af græshopper, der forhindrede dem i at se kampen. Heldigvis blev insekterne fjernet ved pausen,« skriver den spanske avis Marca.

Og det var nok meget heldigt for de tilskuere, der var taget til fodbold for at få et glimt af den portugisiske superstjerne.

For efter pausen fortsatte han sit målshow og scorede yderligere to mål.

Kampen blev altså 4-0 til Al-Nassr – alle mål blev dermed scoret af Ronaldo, som ganske fortjent blev kåret til kampens spiller.

Det var Ronaldos første hattrick i sin nye saudiarabiske klub, som nu ligger på førstepladsen.

'Fantastisk følelse at have scoret fire mål og nået mit ligamål nummer 500 i en meget solid sejr af holdet,' skrev Ronaldo på Instagram efter kampen.