Skuffede danske fodboldfans kan midt i frustrationen over den glippede VM-deltagelse i det mindste trøste sig ved at tænke på roligan-økonomien.
Et besøg til sommerens VM-kampe i USA, Canada eller Mexico ser nemlig ud til at blive en særdeles bekostelig affære.
Billetpriserne er strøget i vejret, og særligt til de mest eftertragtede af de 104 planlagte kampe er priserne absurde.
Ifølge Reuters kan den billigste billet til USAs åbningskamp mod Paraguay 12. juni købes til 1.359 dollar. Det svarer til godt 8.600 kroner.
Og til VM-finalen står en billet i øverste sektion til 8.860 dollar (godt 56.000 kroner) og op til 25.000 dollar (godt 158.000 kroner) i den nederste sektion.
Senest er der også udbrudt et uskønt slagsmål om togpriser for tilskuere på vej til og fra VM-kampe på MetLife Stadium tæt på New York.
Her kritiserer Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), at de lokale myndigheder i New Jersey har mangedoblet de normale priser for offentlig transport.
Normalt koster en togbillet her 12,9 dollar. I forbindelse med de otte VM-kampe – heriblandt finalen 19. juli – forhøjes prisen til 150 dollar.
Og en bustur vil koste fans 80 dollar.
Fredag forsvarede Mikie Sherrill, som er guvernør i New Jersey, priserne i et opslag på X – og hun pegede i stedet pilen mod FIFA.
»Den her aftale vil koste New Jersey Transit mindst 48 millioner dollar, mens FIFA står til at tjene 11 milliarder under VM.«
»Som jeg har sagt flere gange, bør FIFA dække udgifterne til transport af sine fans. Hvis forbundet ikke vil gøre det, vil vi ikke give tilskud til folk med VM-billetter på bekostning af borgere i New Jersey, som hver dag er afhængige af New Jersey Transit,« skrev hun.
Den udlægning er FIFA dog ikke enig i.
Forbundet mener, at New Jerseys beslutning om 'vilkårligt at fastsætte forhøjede priser og kræve, at FIFA skal dække disse omkostninger, er uden fortilfælde', siger FIFAs driftsdirektør for VM, Heimo Schirgi, ifølge AFP.
»Ingen anden global begivenhed, koncert eller stor sportsarrangør har stået over for et sådant krav. Selvom FIFA forventes at generere cirka 11 milliarder dollar i omsætning – ikke profit, som guvernøren fejlagtigt påstår – har FIFA altid været en non-profit-organisation,« siger han.

