Lazio-spillerne står over for noget, der minder om et absurd dilemma tirsdag aften.

Holdet fra Rom er nemlig tvunget til at møde op til en kamp, hvor der ikke vil være nogen modstandere.

Grunden dertil er ganske simpel: Aftenens gæster fra Torino kan ikke rejse til Rom på grund af et coronaudbrud i truppen.

Alligevel melder en række italienske medier, at man hverken har valgt at aflyse eller udskyde opgøret, og det har derfor skabt et større kaos.

Ciro Immobile og Lazio står i en helt absurd situation.
Ciro Immobile og Lazio står i en helt absurd situation. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Opgøret skulle oprindeligt afvikles klokken 18.30 tirsdag på Stadio Olimpico i Rom, og nu venter man spændt på, hvordan situationen bliver løst.

I sidste uge blev Torino-holdet ramt af et større coronaudbrud, hvilket førte til udsættelsen af kampen mod Sassuolo.

Men regelsættet foreskriver, at et hold minimum skal have 10 personer syge med corona for at bede om udsættelse af en kamp, og det er ikke længere tilfældet.

Derfor havde man egentlig sammensat en trup, der kunne spille, men retningslinjerne påpeger, at holdet skal være i isolation indtil 23.59 i aften, melder La Gazzetta dello Sport.

Tirsdag eftermiddag mødtes det italienske ligaforbund for at drøfte sagen, men mødet tog kun ganske få minutter, og konklusionen var klar: Kampen skal spilles, da Serie A-kalenderen allerede er yderst pakket.

Mens forvirringen er total, er Lazio tvunget til at følge de almindelige kampprocedurer. Derfor skal holdet sætte kursen mod stadion i løbet af eftermiddagen og være klar på at spille opgøret.

Det er dog ikke første gang, at Serie A ser sådant tilfælde.

I oktober skulle Napoli gæste Juventus i Torino, da det syditalienske mandskab var ramt af coronavirus.

Først blev Napoli taberdømt, men klubben valgte siden at appellere sagen.

Det endte med, at dommen blev omstødt, og kampen blev rykket til en ny dato.