Den russiske milliardær Roman Abramovichs problemer bliver ved med at hobe sig op.

For den mangeårige Chelsea-ejer, der er blevet tvunget til et salg af sit livsprojekt, står nemlig med lidt af et boligproblem i Portugal.

Det skriver det portugisiske medie Publico.

Ifølge mediet har landets udenrigsministerium besluttet at sætte en stopper for russerens salg af hans gigantiske villa ved Algarvekysten.

Roman Abramovich.
Roman Abramovich. Foto: Andrew Winning
Vis mere

En kæmpevilla, der er vurderet til omkring 10 millioner euro – svarende til cirka 75 millioner kroner.

Helt konkret skulle den portugisiske stat angiveligt allerede i marts have besluttet, at ejerskabet af villaen ikke kan skifte hænder, selv om Roman Abramovich efter sigende har forsøgt at sælge sin enorme ejendom inden krigen i Ukraine brød ud.

Publico skriver nemlig, at Abramovich forsøgte at komme af med villaen 15 dage før, krigen brød ud.

Men det salg er der altså sat en midlertidig stopper for, ser det ud til.

Den russiske milliardær er de seneste måneder blevet sanktioneret massivt af både Schweiz, EU og den britiske regering på grund af hans tætte venskab med den russiske præsident, Vladimir Putin.

De mange sanktioner i Storbritannien betød, at Abramovich i marts meddelte, at han satte sit livsprojekt, Chelsea, til salg efter 19 år som ejer.

Den britiske regering indefrøs blandt andet alle russerens aktiver på britisk territorium, og derfor ser det nu ud til, at et amerikansk konsortium med rigmanden Todd Boehly i spidsen overtager den engelske storklub.

Hvis salget altså bliver blåstemplet af den britiske regering.