AB scorer kassen og drømmer om stadionrekord i pokalbrag
AB regner med at lave en god forretning på Brøndbys pokalbesøg. Stadionrekord fra 2004 står måske for fald.

AB regner med at lave en god forretning på Brøndbys pokalbesøg. Stadionrekord fra 2004 står måske for fald.

Der er lagt op til en stor fodboldfest, når 1.-divisionsklubben AB tirsdag aften brager ind i superligaklubben Brøndby i pokalturneringen.
Mødet mellem de to storkøbenhavnske klubber, der i slutningen af 1990'erne duellerede mod hinanden i Superligaens top, er et tilløbsstykke, og i Gladsaxe håber man på at slå stadionrekorden.
Det fortæller klubbens direktør, Henrik Bom, der forventer, at de sidste af i alt 11.000 billetter bliver solgt inden kampstart.
- Vi skal nok få solgt alle billetter. Målet er at få slået stadionrekorden på 10.039 fra 2004. Så det kræver jo, at alle folk med billetter dukker op.
- Det er nærmest et lokalopgør, og derfor vil vi gøre det til en kæmpe fodboldfest for hele Gladsaxe. Det er også på grund af muligheden for at få en rigtig god stemning, at vi valgte at tilbyde Brøndby så mange billetter (5770 billetter, red.), siger AB-direktøren.
Normalt er der 800-1300 tilskuere til AB's hjemmekampe, pointerer han. Derfor er pokalkampen også et økonomisk attraktivt opgør for akademikerne.
Stadionindgangene åbner tidligere end normalt, og der er fanzoner for begge holds fans, så tilskuerne kan generere omsætning.
- I det store billede er der ikke tvivl om, at kampen er en god forretning for en 1.-divisionsklub. Det var den helt perfekte lodtrækning for os.
- Udgifterne er cirka ti gange højere end til en normal kamp. Vi har indkaldt ekstra personale, der er flere boder åbne, vi har indkøbt meget mere øl, hyret flere vagter og så videre. Men når vi har solgt 11.000 billetter, så er vores omkostninger dækket, så det er et spørgsmål om, hvor mange indtægter vi kan generere på salg af øl, mad og merchandise, siger Henrik Bom.
Han medgiver, at Brøndby er favorit inde på banen mod 1. divisions nummer fire, og selv om opgøret muligvis ender med AB-exit, er håbet, at kampen kommer til at have en længerevarende positiv effekt.
- Vi har kæmpet lidt med at få flere fans på stadion. Nu kommer vi til at afvikle en fantastisk fest og kamp, og udbyttet skulle jo gerne være, at flere fra lokalområdet også kommer ud og ser vores efterfølgende kampe. Det er det helt store mål.
- Vi skal bruge lejligheden til at vise for mange flere mennesker end normalt, hvad AB er, siger Henrik Bom.
Pokalkampen begynder klokken 19.30.
RITZAU