Aarhus Fremad forlænger HB Køges dårlige stime
To mål og en assist fra Magnus Kaastrup sikrede Aarhus Fremad en 3-1-sejr over et skidt kørende HB Køge-hold.
To mål og en assist fra Magnus Kaastrup sikrede Aarhus Fremad en 3-1-sejr over et skidt kørende HB Køge-hold.
HB Køge har langtfra fået en drømmestart på sæsonen.
Tidligere på ugen blev 1.-divisionsholdet slået ud af pokalturneringen af Brønshøj fra 3. division.
Og i ligaen har holdet nu tabt de første tre kampe i den næstbedste danske række, efter at det lørdag blev til endnu et nederlag mod Aarhus Fremad.
Aarhusianerne vandt 3-1 på hjemmebane på to fremragende mål og en assist fra 25-årige Magnus Kaastrup.
Det var den anden sejr i sæsonens tre første kampe til Aarhus Fremad.
Den første scoring kom efter blot ni minutter. HB Køge lavede et skidt opspil og mistede bolden på egen halvdel.
Den opsnappede Aarhus Fremads Elias Egerton, som hurtigt sendte den videre til Kaastrup. Fra kanten af feltet trykkede han til bolden og sendte den helt ud i højre side af kassen.
Positionen på kanten af feltet var Kaastrup tilsyneladende glad for.
I det 27. minut var det igen Egerton, der sendte bolden over til offensivspilleren. Denne gang satte Kaastrup forsvaret på hælene med et par lækre driblinger, før han sparkede bolden i mål. Afslutningen var nærmest identisk med den første.
I anden halvleg kom HB Køge bedre i gang. Magnus Warming blev spillet fri, og hans afslutning blev skubbet i mål af hjemmeholdets Andreas Pisani, som dermed lavede selvmål. Det var HB Køges første scoring i sæsonen.
Aarhus Fremad kunne dog igen bringe sig foran med to efter godt en times spil. Denne gang var Kaastrup i den assisterende rolle, da han sparkede et frispark ind til Alexander Ludwig, som fik sendt bolden over stregen.
RITZAU