Hurtige kombinationer er vejen til at slå et fysisk stærkt irsk landshold i playoffkampene, siger Åge Hareide.

Det var hverken drømmescenariet eller en mareridtslodtrækning, at Danmarks fodboldlandshold blev parret med fysisk stærke Irland ved tirsdagens lodtrækning til playoffkampene om en VM-billet.

Det siger landstræner Åge Hareide foran et stort presseopbud i Dansk Boldspil-Unions hovedkontor i Brøndby.

Nordmanden mener, at Danmarks kommende playoffmodstander først og fremmest udmærker sig ved at være arbejdsomme.

»Deres landshold består af spillere fra Premier League og The Championship (Englands næstbedste række, red.), så det er gode spillere.«

»Irerne har deres største force ved, at de arbejder knaldhårdt hele vejen igennem. De er gode håndværkere,« siger Åge Hareide.

Den fysisk betonede irske spillestil kan tvinge Hareide til at ændre danskernes tilgang til opgøret. Da Danmark udklasserede Polen med 4-0 i september var det blandt andet på grund af en overlegen fysik.

»Irland er et godt organiseret hold, de er stærke defensivt, og vi får stor fysik mod os. De har også hurtigt omstillingsspil. De spiller som de fleste hold ved sidste EM - de står meget lavt i banen og satser på kontra.«

»Det gjorde Nordirland, det gjorde polakkerne tilmed, det gjorde Irland også. Så vi skal være skarpe på den sidste tredjedel og være præcise og hurtige, og pasningsspillet må op i tempo. Alt må op i tempo på den sidste tredjedel.«

»Vi må spille langs jorden, det må være muligt at komme rundt om dem der. Det har vi også spillerne til at gøre, så det er jeg ikke så bekymret for, vi skal bare have tiden til at forberede det.«

»Mod Polen kunne vi spille med direkte bolde og fysik, men alle modstandere er forskellige, og Irland er nok mere vant til at håndtere den type spil.«

»Så nu må vi se efter mulighederne, men de findes absolut. Vi må have mere tanke på boldbesiddelse, at holde på bolden og kunne spille hurtigt,« siger Åge Hareide.

Han mener, at Danmark forsøgte med en lignende boldbesiddende stil mod Rumænien for ni dage siden, men at man smed for mange bolde væk i 1-1-kampen.

Åge Hareide pointerer dog, at han endnu ikke kender Irlands landshold til fulde. Han har for eksempel ikke set irernes 1-0-sejr over Wales, der banede vej for den irske VM-mulighed.

De næste uger skal han sammen med sin stab studere irerne, inden han udtager landsholdet 31. oktober.

»Jeg skal se dem på computeren. Og Mounir Akhiat (Hareides analytiker, red.) får et hårdt job nu. Han skal allerede printe nogle sider til mig, som jeg skal bruge i aften. Han har et program, hvor han kan se alle kampe.«

»Jeg mødes med Jon Dahl Tomasson (Hareides assistenttræner, red.) onsdag aften, og så skal vi på kontoret torsdag, hvor vi skal lave planen for, hvordan vi skal forberede os på de forskellige momenter op til kampene mod Irland,« siger Åge Hareide.

Det første playoffopgør spilles lørdag 11. november i Telia Parken. Tre dage senere er der returkamp i Dublin.

/ritzau/