Åge Hareide vil ikke ud med, hvem der skal være Simon Kjærs makker i midterforsvaret i kampen mod Schweiz.

Åge Hareide har gode vilkår, når han skal sammensætte sit centerforsvar på fodboldlandsholdet til lørdagens nøglekamp i EM-kvalifikationen mod Schweiz.

Foruden anfører Simon Kjær råder han over Chelseas Andreas Christensen, Fenerbahces Mathias "Zanka" Jørgensen og Danmarks dyreste fodboldspiller, Lyon-stopperen Joachim Andersen.

På forhånd holder Hareide hemmeligt, hvem der skal være makker med Simon Kjær. Nordmanden antyder dog, at Andreas Christensen meget vel kan blive foretrukket akkurat som i de seneste fire landskampe.

- Det er de sidste indtryk på landsholdet og deres tid på klubholdet, som vi sætter holdet ud fra. Alting bliver taget med, når vi skal vurdere, hvem der er den stærkeste.

- "Zanka" kom ind sidste år og leverede rigtig gode ting, og da Andreas Christensen så kom ind på holdet i juni og september, leverede han rigtig gode ting og spillede med høj kvalitet, siger Åge Hareide.

Andreas Christensen tager ikke en startplads mod Schweiz for givet, selv om han senest var med til at holde nullet to gange i landskampene i september.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg spiller mod Schweiz, og jeg har været godt tilfreds med de sidste landskampe, jeg har spillet. Men jeg har også prøvet at ryge på bænken i Chelsea i den her sæson i kampen efter, at jeg havde været med til at holde nullet, siger Andreas Christensen.

Under VM i 2018 spillede Mathias "Zanka" Jørgensen sig ind i startopstillingen, men efter en periode uden for holdet i Huddersfield i foråret 2019, måtte han vige pladsen i startopstillingen på landsholdet. Han føler sig tæt på at være tilbage i varmen.

- Jeg synes ikke, jeg er blevet degraderet, for så skulle jeg have spillet dårligt, og det har jeg ikke. Jeg har ingen grund til at tro, at jeg ikke lige så godt kunne starte inde, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

Samtidig understreger han, at der er enormt stor konkurrence på netop hans favoritplads.

- Der er utrolig hård konkurrence. Det kan man også se på i statistikkerne, når man kan se, hvor mange der har været brugt dernede i de sidste tre-fire år. Vi har også Jannik Vestergaard, der ikke er i truppen.

- Det synes jeg jo sagtens, at han kunne være, siger forsvarsspilleren.

Lørdag klokken 17 bliver det offentliggjort, hvem Åge Hareide har valgt til at starte inde i kampen mod Schweiz, der begynder en time senere.

/ritzau/