Kim Aabech har ikke sit fodboldtalent fra fremmede. Men opvæksten i en splittet familie fornægter sig ikke hos Lyngby-spilleren, som igen er trukket ind i en pinagtig sag om ulovligt spil, druk og slagsmål

Det er en af de store og slidstærke fortællinger fra dansk fodbolds historie, den om Hans Aabech, berømt og berygtet under tilnavnet Baronen. Hans Aabech var en frygtet mand i sin storhedstid. Han afgjorde DM, da han i 1980 pandede 1-1-målet ind til trods for Næstved-træner Torben Storms manende og gentagne advarselsråb i sidste minut om, at der skulle passes på den flagrende og uortodokse KB-angriber.

Det famøse mål på Næstved stadion faldt tre år før, Hans Aabech blev far for første gang. Det var længe inden, Baronens sociale deroute fra feteret fodbold-idol til et liv som alkoholiseret bistandsklient blev kendt af offentligheden. Men historien om Hans Aabechs nedtur har også leveret et præmieeksempel på, hvordan succes som sportsmand aldrig udsteder nogen skridsikker garanti for, at man også er skabt til at lykkes på livets lange bane.

I en alder af 28 år har sønnen Kim Aabech allerede samlet sig et tungtvejende synderegister af eskapader. Druk, slagsmål, mangelfuld disciplin og senest ulovligt spil er blandt de fællesnævnere, der knytter sig til den ellers boldbegavede Lyngby-profil. Dét, der i en idéel verden kunne have været historien om en forbilledlig mønsterbryder, er allerede ved at forme sig som en forstemmende fortælling om social arv med pil nedad. Om betydningen af svigt, misbrug, død og forkerte valg på de fleste hylder hos Baronens søn.

- Kim er meget nem at holde af, men han lider af meget dårlig dømmekraft, siger en af de kilder i det sjællandske fodboldmiljø, sporten.dk har talt med.

Historier er der nok af. Nogle er næsten grinagtige, hvis ikke det var fordi, det også er den slags karrieremæssige benspænd, som forhindrer talentet i at folde sig ud. AGF-direktør Brian Steen Nielsen fik til overmål bekræftet sine værste anelser, da han drog til Lyngby for at forhandle en kontrakt på plads med Kim Aabech blot for at se en af hans venner troppe op på kontoret for at hente et tilgodehavende. Aabech selv dukkede aldrig op til det, der både kunne have sikret ham en bedre kontrakt og nye udfordringer som fodboldspiller.

Det, der kunne være blevet til en kontrakt med ambitiøse AGF, blev i stedet til endnu en streg i regningen og et forlænget ophold i Lyngby, hvor Aabech ifølge sporten.dk's oplysninger længe har nydt positiv særbehandling trods en ophobning af problemer.

En del af forklaringen ligger utvivlsomt i, at Aabech med sin efterhånden fire år gamle status som ligalandsholdsspiller, har været et af bundklubbens få indlysende salgsobjekter. En anden forklaring er, at alle i og omkring Lyngby Boldklub har kunnet se, hvordan tilfældet Kim Aabech også har gjort krav på en mandskabsmæssig undtagelsestilstand og længere snor end de fleste.

Ifølge en kilde i spillertruppen er Kim Aabechs omgangskreds "ret belastet". Aabech er mere end én gang dukket op til træning med synlige tegn på at have været i gadeslagsmål, han har haft udfald med "fredagssyge" efter en måske flere dage lang druktur. Sporene fra både faren og en bror, der har ødslet sit talent væk på det løse livs konto, burde ellers skræmme.

I den sidste del af sine teenageår mistede Kim Aabech sin mor. Med hendes død var han uden fast retningsgivende holdepunkt og den grad af omsorg og fortrolighed, en hvalpet rod mere end nogen anden har brug for.

- Efter hendes død fik Kim rigeligt at gøre med at holde sammen på sig selv, for de var meget tætte. Med desværre er han også både skødesløs og ureflekteret af natur, som en medspiller udtrykker det.

- Det er en af grundene til, at Kim ikke magter at leve op til de krav, der bliver stillet til en professionel fodboldspiller, siger en anden.

Noget kunne tyde på, at de har ret. Gud og Baronen gav Kim Aabech en veludstyret fodboldmæssig værktøjskasse i dåbsgave. Men iagttagere frygter med rette, at det langsigtede perspektiv har mere rendesten end Real Madrid i vente for Aabech.

Kim Aabechs synderegister

6. december 2010: Kim Aabech og tre Lyngby-holdkammerater går på druk før efterårets sidste kamp og bliver som straf bænket.

29. januar 2011: Sporten.dk kan afsløre, at Randers FC ulovligt har forsøgt at fiske Kim Aabech uden at tale med Lyngby først. Lyngby lægger sag an mod Randers. Sagen ender fem måneder senere med, at DBU tildeler Aabech og Randers FC en bøde hver på 25.000 kr.

5. april 2011: Ekstra Bladet afslører, at Aabech har både en officiel og en uofficiel kontrakt med Lyngby. Klubben afviser al snak om sorte penge. En måned senere tildeler DBU Lyngby en bøde på 75.000 kr. for at have to tillægsaftaler med Aabech. Men Lyngby anker og bliver senere renset helt.

1. juni 2011: AGF er klar med kontrakt til Kim Aabech, men dropper ham i 11. time. Ifølge AGFs sportsdirektør, Brian Steen Nielsen, har Aabech opført sig uprofessionelt. To uger senere skriver Aabech under på en tre-årig kontrakt med Lyngby og dropper alle planer om at forlade klubben.

6. december 2011: Ifølge Ekstra Bladet udebliver Kim Aabech fra træning i Lyngby efter en druktur og bliver idømt en intern spilledags karantæne.

7. december 2011: Ekstra Bladet afslører, at Aabech har fået yderligere påtale fra Lyngby for at have gamblet på et Lyngby-nederlag til FCK i en kamp, han selv var involveret i.

7. december 2011: Sporten.dk kan fortælle, at Aabech i søndags var involveret i en voldsepisode, hvor han angiveligt gav en anden en blodtud og blev sigtet af politiet.