AaB har fuldt fokus på pokalturneringen, inden superligaklubben onsdag gæster FC Fredericia i kvartfinalen.

Aalborg. DBU Pokalen har enorm betydning i AaB i denne sæson, hvor holdet har udspillet sin rolle i top-6 i Alka Superligaen.

Derfor tæller kun en sejr, når AaB onsdag aften gæster FC Fredericia i kvartfinalen i pokalturneringen.

»Vi er advaret om FC Fredericias styrker, men vi skal sætte tempoet og vise vores kvaliteter, så vi kan avancere.«

»FC Fredericia er et velspillende fodboldhold med en dygtig træner (Jesper Sørensen, red.), og man har fortjent spillet sig i kvartfinalen efter sejre over blandt andre gode modstandere som AGF, Esbjerg og HB Køge.«

»Vores respekt for FC Fredericia til trods så handler det for os udelukkende om at vinde, for vi skal i første omgang videre til semifinalen i en turnering, som vi hele vejen har prioriteret højt,« siger Morten Wieghorst ifølge klubbens hjemmeside.

FC Fredericia ligger på syvendepladsen i 1. division, og ifølge Fredericia-træner Jesper Sørensen er det en stor oplevelse for spillerne i den næstbedste række at være kommet så langt i turneringen.

»Jeg synes, at spillerne virker motiverede. Det er klart. Det er en stor kamp for os hernede. Det er det for spillerne og for os alle. Spillerne er friske og ser meget klare ud.«

»Det er en særlig kamp. En pokalkvartfinale mod AaB. Vi har ventet længe på det. Det er lang tid siden, vi spillede i sidste runde.«

»Spillerne har glædet sig, og det er et top-6 hold i Superligaen, der kommer forbi. Der er noget ekstra over denne her kamp,« siger Jesper Sørensen til Fredericias hjemmeside.

Silkeborg IF og Brøndby er allerede klar til semifinalerne, mens Hobro IK og FC Midtjylland dyster i den sidste kvartfinale torsdag.