Puha ... de troede, det var en lårskade, men det var faktisk meget værre end det!

AaB sagde for lidt over en måned siden farvel til den canadiske angriber Aramis Kouzine.

Den 21-årige forward fik et kort ophold i Nordjylland. Han blev hentet ind på en kort kontrakt i februar – så ramte corona-krisen, og da det igen blev tilladt at spille fodbold, blev Kouzine lårskadet. Og så besluttede AaB ikke at forlænge med canadieren, der dermed aldrig nåede en Superliga-kamp for de bolsjestribede.

Kouzine skulle efterfølgende opereres for skaden i USA. Men biopsien inden operationen viste et overraskende og skræmmende resultat.

Foto: AaB's hjemmeside
Vis mere

Aramis Kouzine var ramt af en sjælden knoglekræft-sygdom. Det oplyser han på sin Instagram-profil, hvor han har postet et billede af sig selv i hospitalssengen, lige inden han skulle ind til den planlagte låroperation.

»Så, dette er øjeblikket, lige inden mit liv ændrede sig.«

»Da jeg vågnede op – efter at have været i fuld narkose – blev jeg fortalt, at operationen ikke var blevet gennemført, da den biopsi, som kirurgen udførte, efter jeg var faldet i søvn, viste, at lægernes dom over mit ben var ukorrekt.«

»Efter at have ventet i flere dage på biopsiens resultater, fik jeg endelig svar for et par dage siden. Jeg er blevet diagnosticeret med Ewings sarkom, en sjælden form for knoglekræft, der primært rammer unge mennesker,« skriver Aramis Kouzine.

»Selvom jeg ikke er sikker på alle detaljerne endnu, er jeg sikker på, at jeg og alle omkring mig kommer til at sparke den sygdom i røven.«

Klubløse Aramis Kouzine fortæller, at han nu ser frem til at påbegynde kemobehandlingen, og at han satser på at være tilbage på fodboldbanen efter forløbet.