Tre gange var AaB foran på Blue Water Arena i Esbjerg.

Hver gang lykkedes det dog Esbjerg fB at svare igen, og vestjyderne sikrede sig til sidst uafgjort med 3-3 i et hæsblæsende opgør i 1. division.

Målshowet begyndte tidligt, da AaB bragte sig foran efter blot syv minutter. Esbjergs Jonathan Foss stod det forkerte sted og fik med en uheldig berøring sendt bolden i eget mål.

AaB's føring holdt dog kun i to minutter, før James Ampofo udlignede. I det 26. minut var gæsterne fra Aalborg igen skarpe, da Mathias Kubel scorede på et flot angreb.

Kort før pausen sørgede Muamer Brajanac for endnu en udligning til Esbjerg.

Det lignede længe kampens sidste mål, men i det 89. minut gjorde AaB's Markus Kaasa det til 3-2.

Esbjerg gav dog ikke op, og to minutter inde i tillægstiden sikrede Lasse Vigen hjemmeholdet det ene point med sin udligning til 3-3.

Det var AaB's tredje uafgjorte kamp i træk. Aalborgenserne ligger på fjerdepladsen i den næstbedste danske række, mens Esbjerg indtager sidstepladsen i 1. division.

Opgøret var samtidig Hjalte Bo Nørregaards debut som cheftræner for Esbjerg, efter at han i slutningen af september blev præsenteret som klubbens nye træner.

RITZAU