AaB-spilleren Jakob Ahlmann har fundet glæden ved fodbold tilbage efter flere år med skadesproblemer.

Aalborg. AaB's venstreback Jakob Ahlmann både scorede og leverede en assist, da nordjyderne søndag slog Lyngby med 3-1. Det var Ahlmanns første scoring, siden et mål mod FC København i pokalfinalen i 2014.

Dengang var han en lovende landsholdsspiller, skulle i Champions League-kvalifikation med AaB og havde store drømme om et udlandseventyr.

Men siden da gik det ned ad bakke for den 26-årige nordjyde. En grim korsbåndsskade i sommeren 2014 og et efterfølgende skadeshelvede på halvandet år satte Jakob Ahlmanns fodboldkarriere på standby.

- Jeg må indrømme, at jeg lever mere i nuet nu og ikke tænker så langt. Jeg har oplevet en kæmpe nedtur, og det sætter tingene i perspektiv, når man kommer tilbage igen, siger Jakob Ahlmann.

- I dag sætter jeg pris på det at spille i den danske liga uden skader. Det ultimative er selvfølgelig at komme til udlandet, men man sætter meget pris på bare at spille efter sådan en omgang.

Det kunne i værste fald være endt med et karrierestop for Jakob Ahlmann, der i vinterpausen i 15/16-sæsonen kom ned i et dybt sort hul.

Han var netop kommet tilbage efter en længere genoptræningsperiode, men måtte i første kamp på en træningslejr med AaB i Tyrkiet udgå med nye smerter.

- Jeg var ikke klar til at give op, men tankerne om karrierestop og at trappe ned på et lavere niveau var der selvfølgelig, siger han.

I Tyrkiet fik han blandt andet tilsendt forsikringspapirer, som han skulle underskrive, hvis et karrierestop blev aktuelt.

- Det var fuldstændig surrealistisk lige pludselig at snakke om. Der tænkte jeg, at jeg snart ikke kunne mere. Jeg er glad for, det ikke er aktuelt længere, og jeg nyder det hver dag, siger han.

I dag er et udlandseventyr ikke noget, nordjyden tænker på.

- Jeg er selvfølgelig ved at være oppe i alderen, så der skal nok ikke gå fem år, hvis jeg skal have en tur ud, men jeg tager det, som det kommer, siger han.

Jakob Ahlmann er i denne sæson startet inde i alle AaB's kampe i Alka Superligaen.

/ritzau/