»Er der nogen, der ved, hvorfor de har skiftet Dolberg ud i EM-semifinalen?«
»Det er vist noget med, at han skulle nå i butikkerne i London, inden de lukkede.«
Der er god stemning på Changs baner i Aalborg en gråmeleret torsdag middag.
Det har der sådan set været hver torsdag siden maj, hvor Ombold har haft et hold i Aalborg, hvor hjemløse og socialt udsatte mødes og diskuterer fejlafleveringer, rundskæve skud og udskiftning af Kasper Dolberg.
Og det er ikke hvem som helst, der træner den brogede flok.
Ole Madsen, AaB-ambassadør med 30 kampe for de rød-hvid stribede og en halv menneskealder som træner i nordjyske serieklubber, står sammen med Poul Erik Andreasen, træner for AaBs første guldhold og siden talentudvikler i klubben, for træningen af de socialt udsatte – som mest af alt bare er 'sociale', når de træner:
»Jeg ved ikke, hvor meget de bruger jargonen hernede internt, når de er på Parasollen (socialt værested i Aalborg, red.) eller andre steder. De tager satme imod det gas, vi går og giver dem. Men jeg har ikke hørt dem mobbe hinanden på noget tidspunkt,« lyder det fra Poul Erik Andreasen, inden trænerkollega Ole Madsen stemmer i: »Overhovedet ikke!«
»De føler, det er et fristed,« siger Poul Erik Andreasen.
En af dem, der bruger det som fristed, er 37-årige Ali Reza Mir.
Han er afghansk flygtning, der kom til Danmark, efter familien var flygtet til Iran under den russiske invasion af Afghanistan. Selvom Ali er en af de bedre spillere og tidligere har haft kontrakt med et iransk futsalhold, nyder han også jargonen:
Han har også spillet i både Gug og Klokkerholm, uden rigtig at finde sig til rette, som han gør ved Ombold-træningerne:
»Hér er det ikke kun mig, der har det sådan,« fortæller Ali Reza Mir, der har ptsd:
»Det er ikke, fordi vi sidder og snakker om hinandens problemer. Jeg behøver ikke sige, hvad jeg har med i rygsækken, men når man kommer hér, så nyder man det. Ikke kun fodboldmæssigt, men også, fordi det er nogle dejlige mennesker.«
Den garvede trænerduo har trænet alt fra landsholdsspillere til bestyrere i Jomfru Ane Gade i de sidste tredive år. Og fået penge for det.
Ombold-træningerne gør de helt gratis, og de nyder det så meget, at de også laver turneringer og rejser til København for at få endnu flere udsatte med på Ombold-vognen:
»Vi griner jo også meget,« som Ole Madsen siger, hvis egen datter spiller professionelt i Norge og har været forbi Changs baner for at træne med.
Spillerne tæller hjemløse, misbrugere og ptsd-ramte som Ali. Og træningerne giver dem noget, de ikke får andre steder:
»De har jo ikke mange af de miljøer. Vi andre har klubber og foreninger,« siger Poul Erik Andreasen, der i 2019 gik på pension i AaB.
Begge trænere kan mærke, det også giver dem noget at få en fodboldtræning og en flæskestegssandwich med mennesker, de ikke normalt ville møde i foreningslivet:
»Du ser ikke dem på samme måde, som når de sælger Hus Forbi eller er beruset. Der har jeg nok også selv sat dem i bås. Her ser vi jo personen. Jeg bliver sgu i så godt humør, når vi møder dem inde i byen,« fortæller Ole Madsen, og Poul Erik Andreasen er enig i, det også har givet de to trænere noget perspektiv:
»Det har givet os fornemmelse for nogle andre grupper i samfundet. Jeg vidste jo godt, der var nogle grønlændere og nogle hjemløse, men man var ikke inde på livet af dem. Der kommer vi jo meget tættere på her, og jeg har dyb respekt for den ydmyghed og menneskelighed, de har over for hinanden.«
»En af dem fra opgangsfællesskaberne, de har ude i Vestbyen, kom hen og sagde til mig, da vi havde turnering nede på havnen: 'I skal bare vide, hvad det giver dem her'.«
Trænerne behandler spillerne ens ved at behandle dem forskelligt. Nogle stryges med hårene, andre får ekstra gas, hvis de sparker bolden halvvejs fra Provstejorden og i Limfjorden.
Den måde, de møder spillerne på, bemærker Ali Reza Mir også:
»De er virkelig gode til det, fordi vi jo er nogle hernede, som har ptsd eller ikke kan sproget så godt. De ved godt, hvordan de skal snakke til os. Vi har også en gruppe på Facebook, og Ole skriver altid en dag før: 'Husk nu, der er træning i morgen!' Det motiverer mig, at der er nogle, der siger: Husk, vi er her for dig.«
Men, som Ole Madsen, siger, så går engagementet begge veje:
»De går virkelig op i det. Vi havde en, der slog knæet, så han løb rundt som en vingeskudt hare. Da vi så sagde, det nok var bedre, han gik ud og hvilede, nægtede han nærmest: 'Ej, det er godt nok nu,' sagde han så,« husker Ole Madsen.
Men man skal ikke tage fejl af niveauet.
Selvom Ombold er et projekt for socialt udsatte, så kommer mange fra en baggrund, hvor fodbolden har fyldt meget.
Hvis man satte de fire bedste 'Ombold'-spillere i landet ind på en lille bane mod fire fra Superligaen, ville det være de hjemløse og udsatte, der triumferede over superstjernerne, ifølge Poul Erik Andreasen:
»De lærer jo nogle ting med bolden, som er helt vanvittige.«
Begge blev på en tur til København overrasket over, hvor højt det fodboldmæssige niveau er hos de bedste fra eksempelvis hjemløselandsholdet, siger Ole Madsen:
»Superligaspillerne har for store bevægelser inde på den her lille bane. Det var også derfor, vi gik hen og sagde: 'Hva' faen, har du ikke spillet i klub?' Så har de måske gjort det som unge og er røget i misbrug.«
Det var en tredje tidligere AaBer, Søren Kusk, der tog initiativet til Ombold i Aalborg. Han sidder i dag i byrådet for Socialdemokratiet og har fortalt Nordjyske, at ideen kom efter en morgen-tv-udsendelse:
»Bagefter gik jeg i gang med at undersøge, hvad der skulle til, for at vi kunne få det her til byen,« sagde eks-Superligatræneren til mediet.
Han har dog travlt med at passe sit byrådsmandat og sit job som lærer på Nr. Uttrup Skole, og derfor blev trænertjansen givet til Ole Madsen og Poul Erik Andreasen.
Og det glæder Ali Reza Mir, der har fundet et holdepunkt ved træningerne:
»De er jo legender, begge! Fuld respekt, for når man er oppe i den alder, så har man måske ikke lyst til at være sammen med de unge. Jeg tager hatten af for den måde, de er på,« lyder det fra Ali med et smil – både på munden og i øjnene.
Træningen fortsætter indendørs i den mørkeste tid – vinteren – både for fodboldspillere og udsatte.
Men Ali, trænerduoen og resten af den brogede forsamling står der igen på torsdag.
»Og jeg glæder mig altid!« siger Ole Madsen.
»Også hér,« stemmer Poul Erik Andreasen i.
