17 spillere i nordjydernes superligatrup vil i næste sæson være af egen avl, når ligaen starter op igen.

AaB sætter sin lid til, at en række af klubbens egne talenter kan slå igennem i Superligaen.

Frem mod næste sæson har AaB tirsdag valgt at rykke fem spillere fra klubbens U19-hold til førsteholdstruppen, der dermed tæller sammenlagt 24 spillere.

Sportsdirektør Allan Gaarde erkender, at det er et usædvanligt højt antal, som får chancen.

- Det er en absolut sjældenhed, hvis ikke minimum én spiller fra hver årgang formår at avancere til vores superligatrup, men det er nogle år siden, at vi senest har haft så mange fra samme årgang, der byder sig til, siger Gaarde til klubbens hjemmeside.

Efter den netop afsluttede sæson har rutinerede folk som Rasmus Würtz og Kasper Risgård indstillet karrieren.

De fem nye spillere i AaB's førsteholdstrup er forsvarerne Lukas Klitten og Anders Bærtelsen samt angriberne Oliver Klitten, Søren Tengstedt og Mikkel Kaufmann.

Bortset fra 19-årige Anders Bærtelsen er alle spillerne 18 år. De har alle været med til at vinde DM-sølv i U19-ligaen i den forgangne sæson.

Hele 17 af de 24 spillere i AaB's superligatrup har spillet ungdomsfodbold i klubben. Det betyder, at mere end 70 procent af spillerne er rekrutteret internt i klubben.

AaB sluttede i sidste sæson på syvendepladsen i grundspillet og tabte senere til AGF over to kampe i Europa-playoff.

/ritzau/