AaB-direktør Thomas Bælum kan sagtens forestille sig, at den nye sportschef i klubben er uden AaB-fortid.

AaB fyrede i slutningen af oktober sportsdirektør Allan Gaarde, da man ønskede en ny retning i den sportslige ledelse.

Den retning uddybede AaB i ugen op til fredagens 3-3-kamp mod Randers FC i 3F Superligaen.

Her meddelte AaB, at klubben ønsker at rekruttere en sportschef i stedet for en sportsdirektør.

I den forbindelse nævnte Nordjyske i midtugen fire mulige kandidater i form af Jimmy Nielsen, Jacob Krüger, Thomas Gaardsøe og Ole Nielsen.

Fælles for flere af navnene er, at flere af de nævnte personer alle har en fortid i AaB, men AaB-direktør Thomas Bælum ser ikke dette som et krav.

- Det behøver ikke at være AaB-dna, men et værdisæt, der passer til os, er enormt vigtigt. Man skal have en klar idé om en spillestil, som vi jo har fra U13 til U19. Det skal være en stil, der lægger sig op ad AaB.

- Du får mig ikke til at sige, at vi foretrækker en AaB-mand. Vi har opstillet nogle kompetencer, og så er det "best man for the job", siger Bælum.

Klubbens direktør ønsker ikke at kommentere på de konkrete navne, men forklarer, at der naturligvis er masser af navne i spil.

- Vi har ikke spurgt ind til nogle navne endnu. Så de navne, der nævnes i pressen, er nogle, som journalisterne selv har fundet på.

- Det er klart, at når man går ud i marken og siger, at man skal en ny sportschef, så er der en masse navne, der dukker op, men de navne holder vi for os selv, siger Bælum.

Han uddyber også, at det tidsmæssige perspektiv ikke er vigtigt i ansættelsesprocessen.

- Vi har ikke nogen tidslinje på den her rekruttering. Vi slår til, når den rigtige er fundet, og når feltet er stærkt nok, så holder vi samtaler, men det er for tidligt at komme med specifikke navne, siger Thomas Bælum.

Indtil AaB har fundet den rette afløser til Allan Gaarde, så varetages opgaverne af Bælum selv og cheftræner Jacob Friis.

Klubben meddelte tidligere på ugen, at den også leder efter en fodboldchef i stedet for Poul Erik Andreasen, der gik på pension 1. august.

/ritzau/