AaB vandt hjemme med 3-0 over Sønderjyske fredag aften efter et halvt år uden hjemmebanesejre.

Fredag aften vandt AaB med 3-0 over Sønderjyske på Aalborg Portland Park.

Dermed bryder nordjyderne med klubbens dårlige hjemmebanestatistik, da AaB ikke havde vundet i Aalborg siden august forud for opgøret mod sønderjyderne.

Opskriften blev dødbolde, da hverken hjemme- eller udeholdet havde held med at spille sig til mål i åbent spil. Det blev altså på straffespark, frispark og hjørnespark, at AaB brød forbandelsen.

Kampen bar også præg af, at Sønderjyskes spillere hurtigt skrabede flere advarsler til sig og måtte spille mere varsomt i anden halvleg.

Opgørets start var ellers lige mellem de to hold, der begge spillede sig frem til rimelige chancer. Gæsterne kom til den største i åbent spil.

Christian Jakobsen var nemlig tæt på at bringe Sønderjyske foran, da han i det 17. minut hamrede en bold på indersiden af stolpen. Men målet udeblev.

Til gengæld fik midtbanespilleren en rolle, da AaB bragte sig foran.

Efter 25 minutter hev han Oliver Abildgaard ned i feltet, hvilket dommer Sandi Putros dømte straffespark på til stor frustration for Sønderjyske-lejren. Her sparkede hollandske Tom van Weert hjemmeholdet foran.

Herefter fik sønderjyderne en række advarsler i en overtændt periode.

Kort før pausen udbyggede Lucas Andersen så AaBs føring på endnu en dødbold. Efter en forseelse af Marcel Rømer på kreatøren sparkede Andersen selv frisparket ind bag Sebastian Mielitz i mål.

Med et kvarter igen blev det så et hjørnespark, som AaB lukkede kampen med. Kasper Kusk fandt midterforsvareren Kasper Pedersen, der headede hjemmeholdet foran med 3-0.

AaBs seneste sejr på Aalborg Portland Park før fredagens kamp var 12. august mod FC Nordsjælland.

/ritzau/