AaBs sportschef Allan Gaarde er ikke imponeret af Brøndbys henvendelse til Kasper Kusk uden om nordjyderne.

Torsdag bekræftede Brøndbys sportschef Per Rud bt.dks historie fra tirsdag om, at de havde henvendt sig til Kasper Kusk og fået et nej.

Men Brøndby har aldrig været i kontakt med AaB omkring den dygtige kantspiller, og det er et klart brud på FIFA-reglerne og klubbernes indbyrdes aftaler.

I FIFAs regler står der, at klubberne skriftligt skal meddele den sælgende klub, hvis de ønsker at byde på spilleren.

AaBs sportschef Allan Gaarde er bestemt heller ikke tilfreds med forløbet omkring Kusk.

- Hvis det er korrekt, som meget tyder på, at Brøndby har haft kontakt til Kasper og hans agent uden vores vidende, så har man ikke overholdt reglerne. Der er helt normale procedurer omkring det her, og dem har man, som vi ser på det, ikke overholdt, siger Allan Gaarde til bt.dk

AaB vil nu undersøge sagen, og det kan i yderste konsekvens ende med en klage over Brøndby, som givetvis skal behandles i DBU-regi.

- Nu er vi nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Vi ved endnu ikke, hvad der er rigtigt. Vi har læst historier i dagspressen, og så har vi nu set Brøndbys udtalelser. Hvis det viser sig, at reglerne ikke er blevet overholdt, så er vi nødt til at gå videre med det, forklarer Gaarde.

Men er det ikke normalt, at klubber henvender sig til spillere, før de lægger et bud. For at se om det overhovedet er realistisk?

- Nu er jeg forholdsvis ny sportschef. Og det er ikke normal procedure for mig. Der er nogle helt klare regler, og dem holder man sig til. Jeg har allerede været i kontakt med flere sportschefer i Danmark, som har meldt deres interesse for nogle af vores spillere og har bedt om lov til at kontakte dem. Det er foregået lige efter bogen.

Hvordan tolker du, at Brøndby melder så åbent ud omkring det her?

- Det virker lidt på mig som om, at Brøndby vil gå enegang i Superligaen. De har også været ude og udtale sig om, at de skal have flere tv-penge, og nu melder de også ud omkring en af vores spillere uden at have været i kontakt med os. Det er ganske enkelt uhørt. Det er der ikke meget format over.

Brøndbys sportschef Per Rud bekræftede torsdag over for bold.dk, at man havde fået et nej fra Kasper Kusk. Her talte han både om buddet på Sviatchenko og henvendelsen til Kasper Kusk.

- Det er lidt forskellige forhold, der gør sig gældende. Med den ene spiller var der et transferloft, og Kasper meldte klart ud var, at han ikke ville spille for Brøndby.