Søren Tengstedt vil væk fra AaB og har sagt nej til at forlænge sin kontrakt, der udløber om tre uger.

Den talentfulde angriber Søren Tengstedt er i gang med sine sidste uger som AaB-spiller.

Frontløberen, der blev 20 år 30. juni, ønsker ikke at forlænge sin kontrakt med AaB, når den udløber 31. juli. Det har AaB ellers ønsket, men angriberen ser sig altså om efter en ny klub.

Det skriver AaB på sin hjemmeside.

Sportschef Inge André Olsen har ellers forsøgt at få angriberen til at genoverveje sin beslutning.

- Vi ser et potentiale i Søren og ville gerne have haft ham med videre, og derfor er vi selvfølgelig også ærgerlige over hans valg, men det må vi respektere, siger Inge André Olsen.

Tengstedt har spillet 12 kampe i Danmarks bedste række i denne sæson, og han har kronet sin indsats med to mål. Han har også spillet en enkelt U21-landskamp for Danmark. Det var i januar.

Tengstedt antyder, at han har fundet sin kommende arbejdsgiver, men foreløbig er han ikke præsenteret i en ny klub.

- For mig handler det udelukkende om, at jeg gerne vil prøve noget nyt, og derfor har jeg valgt at finde en anden klub fra den kommende sæson, men jeg vil gerne takke alle i AaB for mine syv år i klubben, siger Søren Tengstedt.

/ritzau/