AaB er rykket ned, og det samme gør aktien.

Det står klart efter tirsdagens børsåbning, hvor Superliga-nedrykkernes aktier har taget et ordentligt slag.

Aktien er faldet med hele 21 procent, skriver Euroinvestor.

Det nordjyske fodboldflagskib havde længe muligheden for at redde sig, men med et nederlag til Silkeborg på 1-0 stod det klart, at de måtte ned i 1. division sammen med Horsens, mens Lyngby mirakuløst klarede frisag.

AaB har allerede nedjusteret deres forventning, så lige nu sigter de efter et underskud på 35 til 45 millioner kroner i 2023.

Tidligere var der forventet et underskud på 10 til 20 millioner kroner.

»Nedjusteringen henføres primært til reduktion i tv-indtægter, færre matchdayindtægter, nedskrivning af kontraktrettigheder samt lavere forventede transferindtægter,« skrev AaB i en børsmeddelelse mandag.