Kantspilleren Andreas Skov Olsen var en vigtig brik i U21-landsholdets kvalifikation til den EM-slutrunde, som Danmark tager hul på torsdag.
Her kommer Bologna-spilleren dog ikke til at være med. I stedet er han samlet med A-landsholdet, der også skal i aktion torsdag i en VM-kvalifikationskamp i Israel.
U21-EM skulle oprindeligt være afviklet i juni, men coronapandemien har sat sit aftryk på turneringen. For ikke at kollidere med A-landsholdenes EM-slutrunde afvikles gruppespillet ved U21-EM i løbet af den kommende uge.
Turneringens knockoutfase afvikles først i perioden 31. maj-6. juni - altså inden A-landsholdenes EM-slutrunde. Derfor har Andreas Skov Olsen et håb om, at han stadig kan nå at få en rolle ved U21-EM.
- Selvfølgelig er jeg ærgerlig over at gå glip af gruppespillet ved U21-EM. De går ind til nogle rigtig fede kampe, som jeg gerne ville have spillet. Men A-landsholdet og kampene i VM-kvalifikationen er større.
- Jeg har kontakt med nogle af de andre på U21-landsholdet, og jeg har sagt, at de skal give den gas og gå hele vejen. Så kan jeg måske være med i nogle af de afgørende kampe til sommer, siger Andreas Skov Olsen.
Danmark er i gruppe med Frankrig, Island og Rusland ved U21-EM. Gruppens to bedste hold går videre til sommerens kvartfinaler.
Ud over Andreas Skov Olsen har A-landsholdsspillerne Jonas Wind og Mikkel Damsgaard også alderen til at være med ved U21-EM.
Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør, Peter Møller, havde foretrukket, at U21-EM ikke skulle afvikles i A-landsholdets skygge, men han har samtidig fuld forståelse for, at turneringen er blevet flyttet i fodboldens coronakalender.
- Jeg kan da godt være ærgerlig over på spillernes vegne, at U21-EM ikke får den samme opmærksomhed som normalt. De ville gerne have solet sig alene, og det havde de da også fortjent.
- Men omvendt fornemmer jeg også på alle omkring holdet, at de glæder sig helt vildt over at være med og er klar til at fyre den af i Ungarn, siger Peter Møller.
Han glæder sig over, at Danmark for fjerde gang i træk er med ved en U21-slutrunde. Selv må Peter Møller dog nøjes med at følge slutrunden på afstand, da han på grund af coronarestriktioner er en del af A-landsholdets "sikre boble" i disse dage.
Fodbolddirektøren har ambitioner om, at Albert Capellas' unge mandskab kan booke billet til knockoutfasen.
- Vi starter jo med at møde Frankrig, og resultatet i den kamp har også betydning for, hvordan resten af turneringen skal angribes. Men jeg ved da, at spillerne og Albert er taget derned, fordi de har et ønske om at komme med til finalerunden i maj-juni.
- Så det er da ambitionen at komme videre, og fra DBU's side har vi gjort, hvad vi kunne for at optimere rammerne og staben omkring holdet. Så må vi håbe, at det klikker, når det skal afgøres.
- Albert er en forsigtig spanier, der tager en kamp ad gangen. Det er måske lidt kedeligt at høre på, men det er det, han har haft succes med, for hans hold har ikke tabt endnu, siger Peter Møller.
U21-EM afvikles i Ungarn og Slovenien. Danmark spiller alle sine gruppekampe i Ungarn.
/ritzau/
