Kasper Dolberg og Nice havde optimale betingelser for at vinde kampen mod Nantes.

De to mandskaber mødtes i en dyst lørdag aften, og her spillede danskerklubben næsten med en mand i overtal hele kampen.

Det var resultatet af en svinestreg fra Nantes-forsvareren Andrei Girotto, der fik et direkte rødt kort i kampens begyndelse, da han med strakt ben og hævet fod nedlagde Nice-spilleren Hassana Kamara.

I første omgang så dommeren ikke, hvor slem tacklingen egentlig var, men det blev han hurtigt overbevist om, da VAR kom ham til undsætning, og så var det direkte i bad for brasilianeren.

Du kan se episoden øverst i artiklen.

Nice udnyttede det til at hive alle tre point hjem og vinde omend smalt med 2-1.

Kasper Dolberg var med i hele kampen uden at komme på måltavlen.

Danskeren er udtaget til de kommende landskampe. Første kamp er mod Færøerne på onsdag.