67-årige Hamish Husband kunne knapt tro sine egne øjne eller ører. 

Siden 1976 har han fulgt det skotske fodboldlandshold rundt i hele verden, men lørdag aften i Athen blev alligevel noget, han aldrig før havde prøvet. 

Tirsdag aften møder Danmark Skotland i Glasgow i et direkte opgør om en VM-billet til slutrunden i USA, Mexico og Canada næste sommer. 

Det var ellers en billet, Danmark havde sat sig tungt på, da man førte 1-0 over upåagtede Belarus, mens rivalen Skotland var ved at få klø af Grækenland. 

Skotterne endte med at tabe 2-3, mens danskerne på overraskende vis kun fik 2-2. 

Dét resultat betyder, at Skotland stadig selv kan tage den direkte VM-billet på bekostning af Danmark. 

Derfor stod Husband sammen med tusindvis af andre skotter på lægterne i Athen og fulgte med i de sidste sekunder af kampen i Parken. 

Efter slutfløjt kunne han kun spekulere i, hvad Danmark dog havde gang i.

»Jeg har set Skotland spille siden 1966 og været med på udebane siden 1976. Jeg har set et utal af dramaer, men det her var måske det største drama. At vi tabte, men vi stadig vandt. Det var en mærkelig oplevelse,,« siger Husband til B.T. 

»Jeg er fra en tid uden mobiler, så der ville jeg jo slet ikke have troet på dem, da jeg hørte udviklingen. Det var virkelig dramatisk,« husker han om de vilde minutter, der holdt liv i det skotske VM-håb. 

Hamish Husband i Athen til kampen mod Grækenland. Han håber på at kunne komme til USA med skotterne.
Hamish Husband i Athen til kampen mod Grækenland. Han håber på at kunne komme til USA med skotterne. Foto: Privat

Husband er den del af Tartan Armys fællesorgan, der har mere end 1500 skotske fans under sig i små klubber, der rejser verden rundt med landsholdet. 

Han fortæller, at de medrejsende skotske fans blev tilbageholdt på stadion i 30 minutter efter kampen, mens de fulgte med i det danske resultat. Samtidig stod spillerne på banen og gjorde det samme. 

Ved stillingen 0-3 til Grækenland havde flere skotske fans dog fået nok og havde forladt stadion, men da reduceringerne væltede ind, kunne de ikke komme tilbage. 

Derfor var de skotske fans spredt på både stadion, på barer og udenfor stadion, mens de afventede deres VM-skæbne i den græske hovedstad.

»Det var ren komedie, fordi fansene alt imens prøvede at komme tilbage på tribunen.« 

»Den skotske gruppe The Proclaimers har en sang, hvor de synger fra 'misery til happiness'. Og sådan var det. Især, når man følger det skotske landshold,« griner han. 

Husband er tilbage i Skotland, inden han tirsdag aften vanen tro er på plads på Hampden Park i Glasgow til kampen mod Danmark. 

»Altså, nu kan jeg huske, at I vandt det hele selv uden at have kvalificeret jer,« siger han og fortsætter: 

»Hvis du havde spurgt enhver skotte inden, ville vi have ønsket, at alt var på spil i den sidste kamp.« 

»Jeg har set Skotland til slutrunde regelmæssigt for mange år siden, men det er ved at være længe siden. Jeg har været til så mange kampe, men jeg er stadig nervøs for tirsdag aften,« siger Husband. 

Du kan følge braget mod skotterne her på B.T., hvor vi er til stede til opgøret og følger alt før, under og efter. 

B.T. Fodbold

Panelet kigger frem mod den altafgørende VM-kvalifikationskamp i Skotland, hvor Danmark efter Belarus-fadæsen er tvunget til point. En dommerteori søsættes, start-11'eren sættes, playoff-scenarier drøftes - og meget mere. Vært: Lasse Vøge Medvært: Jonas Ryefelt Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen