'Tålmodighed.'

Det er ordet, 40-årige Zlatan Ibrahimovic bruger i beskrivelsen af den video, han for nylig har lagt på sine sociale medier.

En video, der hurtigt er blevet uhyre populær, og som 6,2 millioner i skrivende stund har set på Twitter.

I klippet, der har fået mere end 3.000 kommentarer og er blevet delt knap 31.000 gange, kan man se Zlatan Ibrahimovic, der med sine ben har taget et solidt greb om en aflang boksepude, der hænger fra loftet. Og så giver han den ellers gas med mavebøjninger som et led i sin træning.

Fodboldstjernen er lige nu ved at komme sig over en skade på akillessenen, han fik i slutningen af januar, men intet tyder på, at AC Milan-spilleren har i sinde at lægge støvlerne på hylden i nærmeste fremtid.

Han vendte tilbage til den italienske klub i 2020, og siden da er det blevet til 66 kampe og 36 mål for Zlatan, der umiddelbart har intentioner om at blive.

Sådan lyder det i hvert fald fra Paolo Maldini, der i et interview med DAZN siger, at Zlatan kun har givet udtryk for, at han ønsker at blive.

»Zlatan ved, hvad han vil have. Han faker ikke noget, han ved, hvad der er muligt at lave af aftaler med Milan. Hvis han ikke føler for at fortsætte, er han den første til at sige det. Hans plan er at blive ved. Zlatan kommer aldrig til at være en byrde for holdet, kun en styrke,« lyder det.