Små 4000 danskere vil være til stede, når Danmark møder Wales i EM-ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Det bliver ikke som i Parken, men Simon Kjær og co. kommer alligevel til at have en del danske fodboldfans i ryggen, når de lørdag går på banen til EM-ottendedelsfinalen mod Wales på Johan Cruijff Arena i Amsterdam.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meldt udsolgt til kampen, og 3845 danske fans har billet til EM-braget.

Det oplyser Dansk Boldspil-Unions (DBU) fanservice på Twitter og skriver samtidig, at der kan ende med at komme flere.

- Uefa oplyser samtidig, at der kan komme et lille salg igen, når billetter ryger retur fra andre nationaliteter, lyder det på Twitter.

En tredjedel af kapaciteten på Johan Cruijff Arena må benyttes under EM. Det svarer til 16.000 tilskuere. De danske fans vil dermed komme til at udgøre lidt under en fjerdedel.

Danskere må gerne rejse til Holland for at overvære kampen. Men de må maksimalt opholde sig i landet i 12 timer, hvis de skal undgå selvisolation, som de hollandske myndigheder kraftigt anbefaler. Det fortalte Erik Brøgger, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice, på et pressemøde tirsdag.

Mens der altså vil være en del danskere til stede på Johan Cruijff Arena, så må Gareth Bale og resten af det walisiske mandskab kigge langt efter opbakning fra tribunerne. Wales har ifølge sundhedsminister Eluned Morgan fået besked om, at landets fans ikke må rejse til Holland under de nuværende coronarestriktioner.

Danmarks kamp mod Wales fløjtes i gang klokken 18. Vinderen skal spille kvartfinale i Baku i Aserbajdsjan 3. juli.

/ritzau/