Han brød ind i fodboldspiller Ashley Coles hjem, bagbandt ham, truede med at skære hans fingre af. Imens så Ashley Coles datter på.

Kurtis Dilkis, et britisk bandemedlem, er netop blevet idømt 30 års fængsel.

Det skriver SkyNews.

Dommen faldt i retten i Nottingham efter Dilkis og tre andre bandemedlemmer brød ind i den tidligere Chelsea-spillers hjem tilbage i 2020.

Indbruddet fandt sted, da Cole kom hjem fra Chelseas træningsanlæg, hvor han havde treænet klubbens U15-hold.

»Jeg nåede kun lige at sætte Netflix på, og lige efter det hørte jeg bankende lyde,« sagde han til politiet.

På sin telefon kunne Cole se overvågningskameraerne omkring huset. Indbrudstyvene var på vej med en stige op på familiens altan.

Cole selv fortalte politiet, at han vidste, at han skulle dø, da indbrudstyvene, som bar masker, brød ind i Coles og familiens hjem og bagbandt ham for øjnene af sin datter.

Det 35-årige bandemedlem bar en mukkert, og dommeren i sagen sagde under domsafsigelsen, at »den psykologiske påvirkning på Cole og Coles forlovede ikke kan overvurderes.«

Siden angrebet har den tidligere engelske landsholdsspiller fortalt, at han har investeret store summer i sikkerhed i og omkring sit hjem.

Så meget, at det »føles som et fort,« fortalte Cole under retssagen. Han sagde, at han stadig ikke kan gå ud med skraldet uden sin vagthund og en lygte.

Han sagde, at »rædslen og forvirringen« i sine børns ansigter »aldrig vil forlade mig.«

Kurtis Dilkis har nægtet sig skyldig i alle anklager og har hævdet, at han blev 'framet', og at han er uskyldig, på trods af, at dna-beviser placerer ham på gerningsstedet.