Mål, mål og mål.

Efter en skuffende indsats mod Irland fredag aften, var det danske fodboldlanshold anderledes skarp i mandagens opgør mod Georgien.

De rød-hvide var tvunget til sejr, og dominerende da også kampen fra start til slut.

Med sejren på 5-1 luner tre yderligere point i den grad også til tabellen efter to uafgjorte resultater.

1. Hareide satsede og ramte plet
B.T. kaldte i fredags landstræneren for mere konservativ end Søren Pape Poulsen. Om han har lyttet skal være usagt, men ikke desto mindre leverede nordmanden noget af en overraskelse med hele fire nye ansigter i Danmarks startopstilling i forhold til opgøret mod Irland - og det kunne ses!

Modsat 1. halvleg i fredags var danskerne tændte og energiske fra start. Forandringen klædte den danske offensiv, der var sprudlende - bedst eksemplificeret ved Pierre-Emile Højbjerg og Kasper Dolberg, der begge spillede en stor kamp.

Og på trods af en overraskende udligning, så var de rød-hvide med afstand det bedste hold på banen og dominerende som forventet opgøret fra start til slut.

Måske var lidt forandring slet ikke så tosset, Åge?

2.  Han er alt det, vi har savnet!
Mål. Det er, hvad danske fodboldfans længe har sukket efter på det danske landshold. Topangriberen har adskillige gange heddet Nicolai Jørgensen, men til aftenens kamp mod Georgien faldt valget på Kasper Dolberg. Og tak for det!

Selvom Ajax-danskerens sæson langt fra har været noget at skrive hjemme om, så var silkeborgenseren, hvor han skulle være mandag aften. Gang på gang viste han sine imponerende tekniske færdigheder med kuglen og indgik flot i spillet.

Og så gjorde han det, han er på banen for - at score mål. Det har længe været en mangelvare på det danske landshold at have en spids, der er garant for mål. Men mandag aften lignede Dolberg manden, der kan være det.

Det behøver ikke altid være de vilde langskud og den ene geniale scoring efter den anden. Nogle gange handler det 'bare' om stå rigtigt og sætte den ind. Og det var præcis, hvad Kasper Dolberg gjorde. To gange!

3. Det er en ommer, Parken!
Tomme sæder og landskampe er aldrig nogensinde to ting, der bør hænge sammen. For lige så fyldt og stemningsfyldt Parken var fredag aften mod Irland, lige så tam og tom var den mod Georgien.

Mandag aften er bestemt heller ikke noget kønt tidspunkt at invitere til en vigtig EM-kvalifikationskamp, og det kunne tydeligt mærkes oppe på pressepladserne, hvor man noget så usædvanligt kunne høre, hvad spillerne råbte flere gange.

Alligevel bør der være mere end 15.387 danskere, der vil se landsholdsbold. Det er trods alt en EM-plads, vi spiller om, og Åge Hareides drenge var tvunget til sejr.

Endetribunen skal dog have ros for at gøre sig til, at der trods alt var lidt stemning på lægterne, men vi kom aldrig helt op at ringe på trods af en knusende vigtig sejr.

Det er en ommer!