I øjeblikket ruller fodboldstjernen David Beckhams liv over skærmen i millioner af hjem.
Dokumentaren ‘BECKHAM’ skildrer englænderens liv og karriere på og udenfor banen, og især én episode fylder meget i de fire afsnit.
Udvisningen mod Argentina ved VM i 1998, der sendte den daværende Manchester United-stjernes liv ud i rent kaos.
Han blev gjort til syndebuk for det engelske VM-exit i hjemlandet, og hetzen varede i årevis. Noget, som Beckham led heftigt under, hvilket fremstår tydeligt i dokumentaren.

Manden bag udvisningen, danske Kim Milton Nielsen, spillede selvsagt en hovedrolle i episoden.
Og den tidligere topdommer er da også i fuld gang med at se Beckham-dokumentaren, som igen - igen har genoplivet mindet fra 1998.
»Jeg har fået sendt en masse fra England fra venner og bekendte. ‘Nu er du med på Beckhams Twitter-opslag, nu er du på forsiden af aviserne’. Der er en restauratør, jeg kender derover, der sender aviserne til mig.«
»Filmen er markedsført ret meget, så jeg har bestemt mærket opmærksomheden,« siger han til B.T. og tilføjer:
»Jeg havde troet, det røde kort snart var begravet, i sommer rundede vi 25 år for udvisningen. Som årene er gået, er interessen blevet mindre og mindre.«
Men selvom Milton kender alt til udvisningen, som han aldrig har været i tvivl om, oplevede han alligevel noget nyt i dokumentaren fra det øjeblik, argentinske Diego Simeone bliver sparket af Beckham.
»De har en kameravinkel med, jeg har aldrig har set før. Og her ser frisparket endda værre ud end normalt, hvor man ser den forfra.«
»Men den her skæve vinkel viser jo, hvor meget kraft han lægger i sparket. I den anden vinkel kunne man tænke ‘jo, men han løfter jo bare benet’, men den vinkel underbygger det jo bare,« siger han og roser Beckham:

»Det gode er, at han ikke selv sætter spørgsmålstegn ved det røde kort. Og stor respekt for det. Jeg bliver på intet tidspunkt hængt ud af ham. Han siger, han dummer sig og ville ønske, han kunne slette den del af sit liv.«
»Diego Simeone skal jo være høflig i dokumentaren og sige, det ikke var så slemt. Jeg har det fint med, at han siger, han spiller lidt på det, men Beckham sparker ham, og så er det i bund og grund ligegyldigt, hvor hårdt det var. At sparke ud efter en modspiller er nok til at blive vist ud.«
Udvisningen betød, at Beckham var en jaget mand i England i årevis. Dødstrusler og hetzen af familien fra medier og fans var så intens, at Beckham først nu 25 år senere fortæller om den dystre tid.
»Jeg havde hørt mange af historierne fra engelske journalister. Blandt andet med galgen (en dukke af Beckham med en galge om halsen hang uden for en pub, red.) Men selvom jeg kender til det, er det stadig skræmmende.«

»Man skal altid finde en syndebuk i England. Kigger man alle slutrunder igennem, hvor England ikke har vundet, og det er jo en del efterhånden, er der altid én, det går udover. Her var det så Beckham. Men de glemmer straffesparksskytten (David Batty, red.), der missede. Var England gået videre, var det nok ikke fyldt nær så meget med Beckham,« siger han.
Den engelske stjerne har aldrig talt med Milton omkring udvisningen, men danskeren dømte Beckham i fire opgør efterfølgende for landshold, Manchester United og senere Real Madrid.
Danskeren husker det første møde med Beckham - halvandet år senere i december 1999 i en Champions League-kamp.
»Han kom gående ned ad gangen, og jeg kunne godt se, han så lidt usikker ud. Han løftede lige hovedet og sagde ‘hello’. Som man kan se i dokumentaren, har det været et mørkt kapitel, som han slet ikke har været interesseret i at rive op i.«

Selv har Milton dog aldrig oplevet den store engelske opmærksomhed som følge af det røde kort, når han er i England.
»Går jeg rundt i London, er der meget få, der henvender sig. Men da jeg dømte i Egypten ved Africa Cup of Nations i 1998, var det alle, der kom hen. Det er nok det vildeste, jeg har prøvet.«
»Men folk kommer da hen og spørger 'var det dig, der gav Beckham rødt kort?', men det bliver mindre og mindre år for år. Jeg får tit at vide, at de savner mig, og det er da rart at få vide. Det fik jeg jo ikke at vide, da jeg var aktiv,« griner Milton.
Den nu pensionerede dommer nåede at dømme ved flere slutrunder og havde også fløjten i munden i Champions League-finalen i 2004.
I dag arbejder han som driftschef i det almene boligselskab BOVEST.
