Racistiske beskeder sendt på Instagram har nu fået alvorlige konsekvenser for en engelsk fodboldfan.
Den 24-årige fodboldfan har fået en historisk straf af retten i Newcastle.
Antonio Neill skrev racistiske beskeder til Brentford-stjernen Ivan Toney efter en Premier League-kamp i oktober, som Toney efterfølgende delte på Twitter.
I retten indrømmede Antonio Neill, at han havde sendt de voldsomme beskeder til fodboldstjernen. Det skriver BBC.
Den 24-årige brite er blevet bandlyst fra alle fodboldstadioner i Storbritannien i de næste tre år.
Desuden betyder straffen, at han ikke må rejse ud af landet til internationale kampe.
Samtidig har Antonio Neill fået en betinget fængselsdom på fire måneder.
»Diskrimination har absolut ingen plads i noget samfund – hverken ude i virkeligheden eller online,« siger Scott Cowie, der er leder for Northumbria Politis afdeling for hadkriminalitet.
Ivan Toneys danske cheftræner i Brentford, Thomas Frank, har også kommenteret på sagens udfald.
»Det er et meget stærkt signal at sende. Jeg er glad for, at racismesager kommer for retten,« siger han og tilføjer:
»Jeg synes dog ikke, at straffen er hård nok. Men det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at vise verden, at der ikke er plads til racisme.«