2000 mennesker var lørdag mødt op ved en katedral i Funchal på den portugisiske ø Madeira. 

Mange var iført fodboldtrøjer med Ronaldo og nummer 7 på ryggen, og alle håbede de på at få et glimt af en nygift Cristiano Ronaldo.

Men de blev snydt. 

Det skriver The Sun.

Den seneste uge har der floreret rygter om, at fodboldlegenden denne lørdag endelig skulle giftes med sin forlovede Georgina Rodriguez. 

Og der var rigtig nok et bryllup i katedralen, men det var ikke det bryllup, som de mange fremmødte havde håbet på. 

I stedet fik to ukendte personer sig noget af en overraskelse over det store fremmøde ved deres bryllup.

Både parret, familier og venner måtte kæmpe sig vej gennem menneskemængden.

Sognepræsten i katedralen, Marcos Gonçalves, måtte herefter skuffe de mange fans med, at han ikke tror, at fodboldspilleren har booket katedralen til et bryllup lige foreløbig.

»Jeg kan fortælle jer, at de ikke har noget at gøre med Cristiano Ronaldo. Dette er det eneste bryllup, der finder sted her i dag,« sagde han til den fremmødte menneskemængde.

Rygterne om et kommende bryllup for Cristiano Ronaldo og Georgina Rodriguez har svirret på sociale medier de sidste uger. 

Og heller ikke denne lørdag blev dagen, hvor de to sagde ja til hinanden. 

Parret mødtes i 2016, da Georgina arbejdede i en Gucci-butik i Madrid, og de har to børn sammen. 

I august sidste år friede Ronaldo til Georgina Rodriguez, hvilket parret afslørede i et opslag på Instagram.