Begge hold havde svært ved at omsætte deres chancer i et jævnbyrdigt opgør mellem Brøndby og Viborg.

Til sidst blev det dog det 19-årige stortalent Olti Hyseni, der kom ind fra bænken og sendte Brøndby Stadion i ekstase med sejrsmålet til 1-0 i sin debut for klubben.

Viborg havde ellers mulighederne for at få point, men stolpen og Brøndby-keeper Patrick Pentz stod flere gange i vejen for gæsterne.

Sejren i anden runde af Superligaen sender Brøndby op på fire point, mens Viborg fortsat står med tre efter sæsonens to første kampe.

Det var værterne fra Brøndby, der havde mest af boldbesiddelsen i kampens indledning, men det var Viborg, der skabte de største chancer og burde have bragt sig foran.

Først var Dorian Junior tæt på efter ti minutter, og ti minutter senere blev gæsterne igen farlige. Charly Nouck sendte med en fejlslagen afslutning bolden tilfældigt på tværs af feltet, hvor den endte hos Srdan Kuzmic.

Højrebacken fik dog slet ikke ordentligt træf på bolden, og afslutningen gik lige i armene på Brøndby-keeper Patrick Pentz.

Nouck var også i fokus ved Viborgs næste store mulighed.

Efter et godt dybdeløb havde han Dorian Junior helt fri på tværs af feltet, men den offensive Viborg-spiller overså sin holdkammerat og afsluttede selv. Forsøget blev dog alt for ufarligt.

I slutningen af første halvleg fik Brøndby et par muligheder, men hverken Mads Frøkjær eller Filip Bundgaard kunne få bolden forbi 20-årige Kasper Kiilerich i Viborg-målet.

Lige inden pausen var Viborg igen tæt på at få hul på bylden.

Dorian Junior viste høj klasse, da han modtog bolden med ryggen til mål, vendte rundt og sendte en flot afslutning mod mål.

Forsøget havde fortjent en bedre skæbne, men ramte stolpen, og hjemmeholdet slap med skrækken.

Kort inde i anden halvleg stod den samme stolpe i stedet i vejen for Brøndby. Denne gang var det Bartosz Slisz, der prøvede lykken med et langskud. Bolden blev rettet af på en Viborg-spiller og ramte efterfølgende træværket.

Brøndby fik gradvist overtaget efter pausen og lagde et større pres på gæsterne, som dog fortsat var farlige i omstillingerne.

Dorian Junior kom frem til flere store chancer, men Patrick Pentz reddede igen, og ti minutter før tid stod stolpen endnu en gang i vejen for Viborg-angriberen.

I slutfasen satte Brøndby-cheftræner Thomas Nørgaard sit nye offensive es Olti Hyseni på banen.

Det viste sig at være en afgørende beslutning, da indskifteren headede Sho Fukudas oplæg i mål og sikrede hjemmeholdet alle tre point.

Det var Hysenis første scoring for Brøndby i hans debut på Vestegnen-klubbens stadion. Han skiftede fredag fra Sønderjyske.

RITZAU