Lørdag skete der en grufuld tragedie i Indonesien, hvor 125 mennesker mistede livet på et fodboldstadion i byen Malang – heraf 32 børn.

Yderligere er mindst 320 tilhængere blevet såret, da de blev trampet på og kvalt i tåregas fra politiet, som forsøgte at sætte en stopper for en baneinvasion.

Videoer på sociale medier har vist fans, der klatrer over hegn for at flygte fra tåregassen, mens andre videoer har vist livløse kroppe på jorden, skriver BBC.

Ester Andayanengtyas' 17-årige datter var til stede på det indonesiske stadion i Java, hvor det gik helt galt.

Vreden mod politiet er vokset i Indonesien efter lørdagens tragedie.
Vreden mod politiet er vokset i Indonesien efter lørdagens tragedie. Foto: STR
Vis mere

Datteren brækkede både nakken og fik alvorlige hjerneskader.

»Jeg bad hende om ikke at se kampen den dag. Hun vendte ikke hjem, så hendes venner ledte efter hende om morgenen. Vi ledte efter hende på skadestuen, men hun var der ikke. Hospitalet bad os se på lighuset. Forvirringen opstod, fordi min datter ikke havde noget id,« fortæller Ester Andayanengtyas til BBC uden at gøre det klart, om det var vennerne eller hende selv, der fandt den 17-årige pige på lighuset.

Andre vidner har fortalt, at de hørte forældre råbe »Hvor er mit barn?«, mens en mand så forældre kollapse, alt imens de beskyttede deres børn.

»En mor besvimede, mens hun krammede sit barn, der sad ved siden af hende, og som også besvimede. Nogle tilhængere fik moren og drengen ud af stadion. De blev båret væk bevidstløse – måske på grund af tåregassen,« siger det mandlige vidne.

En skadet tilskuer bliver båret ud under urolighederne.
En skadet tilskuer bliver båret ud under urolighederne. Foto: STR
Vis mere

Chandra, der også var til stede på stadion lørdag, har fortalt BBC, at røgen fra tåregassen skabte panik blandt tilskuerne.

»Små børn græd, kvinder besvimede, skrig kunne høres overalt, og alle strømmede ud,« fortæller hun videre.

Vreden mod politiet er vokset på baggrund af ulykken, og Indonesiens sikkerhedsminister har nedsat en gruppe, der skal undersøge, hvad der skete.

Han har ligeledes sagt, at hvis nogen findes ansvarlige for tragedien, vil de blive straffet.

Politichefen i Malang blev fyret få timer efter ministerens udtalelse, og desuden har politiet på øen Java suspenderet ni betjente.

Tragedien udspillede sig, da fans fra fodboldholdet Arema FC stormede på banen, efter holdet havde tabt 2-3 til rivalerne fra Persebaya Surabaya.