Lynet slog ned og ramte Ivan Zaborovskiy, lige inden han skulle til at sparke til en bold.

»Alle arbejdede hurtigt, meget professionelt, og ambulancen kom efter otte minutter. Han trak ikke vejret og fik førstehjælp, måske derfor overlevede han,« siger Igor Mayorov, direktør for fodboldspillerens klub, Znamya Truda.

Det var i lørdags, at den kun 16-årige målmand fra den russiske klub blev ramt af lynet. Det skete under en træning, og klubben har selv berettet om hændelsen i en række tweets - og lagt en video frem. Se den øverst i artiklen

Her er billederne grynede, men det fremgår tydeligt, at Ivan Zaborovskiy kommer gående inde på midten af banen på kanten af straffesparksfeltet. Imens står resten af truppen ude ved sidelinjen, da ulykken sker.

Ivan Zaborovskiy er kun 16 år.
Ivan Zaborovskiy er kun 16 år.
Vis mere

»Der var klar himmel, men dog overskyet. Og hverken regn eller vind. Hvis der havde været tordenvejr ville vi slet ikke have trænet, og træneren ville i stedet have gennemført træningen i gymnastiksalen,« siger Igor Mayorov.

Znamya Truda oplyser videre, at Ivan Zaborovskiy hurtigt blev kørt til hospitalet i Orekhovo-Zuev, hvor klubben ligger. Han er siden blevet overført til et hospital i Lyubertsy.

Klubbens seneste meldinger fra mandag lyder på, at den 16-årige fodboldspillers tilstand er stabil.

Eksempelvis er hans hjerterytme normal, selv om han har stadig 'alvorlig forbrændinger, hvor lynet gik ind og ud af kroppen', men det vurderes ifølge lægerne ikke til at være livstruende.

»Jeg har været i kontakt med hans far. Han reagerer på kommandoer, og han vil spille,« siger Igor Mayorov.

Znamya Truda er Ruslands ældste fodboldklub, og den ligger i dag i den tredjebedste række.