En 15-årig dreng er lige nu i kritisk tilstand efter et fodboldstævne i Tyskland, der har taget en forfærdelig drejning.

Efter en kamp mellem et fransk og et tysk hold ved den internationale turnering kom han så voldsomt til skade i et slagsmål, at han angivelig er erklæret hjernedød.

Det melder flere medier, herunder Frankfurter Allgemeine.

Nu er en 16-årig fransk dreng blevet anholdt af politiet og varetægtsfængslet efter hændelsen, der fandt sted søndag omkring klokken 16.10.

Ifølge politiet er den tyske dreng kommet slemt til skade under turneringen i Frankfurt.

»En 16-årig spiller fra et fransk fodboldhold har angivelig slået en 15-årig fra Berlin i hovedet og ved halsen,« forklarer politiet i en udtalelse.

Slagsmålet førte til, at han faldt om, måtte genoplives og køres på hospitalet.

Men da ambulancen nåede frem til hospitalet, tikkede endnu en dyster besked ind.

»Sikkerhedsfolkene kørte omgående den unge mand til det nærmeste hospital, hvor man konstaterede skader på hjernen, som potentielt er dødelige,« fremgår det også af politiets udtalelse.

Ifølge anklageren er den 15-årige drengs tilstand så alvorlig, at han er hjernedød.

Turneringen i Frankfurt samlede 16 hold, hvoraf størstedelen var fra Europa.

Arrangøren udtaler til AFP, at man er »dybt berørt af hændelserne«.