Hobro skal formentlig spille om at undgå direkte nedrykning. Faren for degradering tager klubben med ro.

Superligaklubben Hobro måtte fredag eftermiddag se sig slået for anden gang på blot en uge af samme modstander. Denne gang vandt Randers med 1-0 på hjemmebane.

Resultatet betyder, at det efterhånden bliver svært for Hobro at undgå en duel om direkte nedrykning til 1. division mod nummer fire fra den modsatte nedrykningspulje.

Jens Hammer Sørensen, der er sportschef i Hobro, lader sig ikke skræmme af de dystre udsigter, og han er fortrøstningsfuld, hvis det skulle komme til en eventuel nedrykning.

- Fordelen er, at vi har prøvet at være i 1. division før. I mange år kæmpede vi for ikke at rykke ud der. Nu kæmper vi for det i Superligaen. Mange af vores folk har prøvet det før, siger Jens Hammer Sørensen.

Sportschefen har allerede nu to planer klar. Han er udmærket klar over, at det ikke bliver nemt at overleve i Superligaen.

- Der er selvfølgelig en plan A og en plan B. Det ville være træls for os at rykke ud, men jeg er klar over, at vi selv har bragt os i den her situation, siger han.

Cheftræneren i Hobro, Peter Sørensen, er glad for, at Hobro på trods af seks kampe i træk uden sejr stadig selv kan afgøre, om næste sæson skal spilles på første eller anden klasse.

- Det er ude af vores egne hænder - og det er det så alligevel ikke. Vi kan selv afgøre det i playoffkampene. Selv om vi har været skidt kørende i en lang periode, har vi chancen til sidst, siger Peter Sørensen.

Træneren glæder sig over, at der spillemæssigt har været fremgang at spore trods en dårlig første halvleg mod Randers fredag.

- Vi har haft en opadgående formkurve, og vi har fået flere spillere tilbage fra skader, siger Peter Sørensen.

Den tidligere Hobro-spiller, Björn Kopplin, tror og håber, at Hobro klarer skærene.

- Jeg ønsker dem alt det bedste. Det bliver tæt til det sidste, men jeg tror på, at de klarer den, siger Randers-backen.

Lykkes det ikke Hobro at slå Vendsyssel i næste runde, slutter Hobro som nummer fire i puljen. I så fald skal Hobro ud i to playoffkampe om at undgå nedrykning.

/ritzau/