Næstveds Mileta Rajovic drillede Kalmar i en testkamp tidligere på året. Nu har den svenske topklub købt ham.

Næstved-angriberen Mileta Rajovic skal fremover gå på måljagt for Kalmar FF.

Det oplyser den svenske topklub fredag på sin hjemmeside.

Kalmar FF har indgået en aftale på tre et halvt år med den 23-årige dansker, der ved vinterpausen er topscorer i 1. division med ni scoringer for Næstved.

- Dette er et godt skridt i min karriere. Jeg kan godt lide spillestilen, og jeg tror, at den vil passe godt til mine egne egenskaber, siger Mileta Rajovic til Kalmars hjemmeside.

Den svenske klub, der blev nummer fire i Allsvenskan i sidste sæson, har fulgt danskeren siden foråret, hvor Rajovic ifølge sportschef Jörgen Petersson scorede to "klassemål" mod Kalmar i en træningskamp.

- Mileta har med sin hurtighed, målfarlighed og personlighed store muligheder for at blive en spiller, der kan komme med et stærk bidrag til Kalmar FF, siger sportschefen.

Mileta Rajovic har blandt andet fået sin fodboldopdragelse i Brøndby. Han har desuden en fortid i B93, Roskilde og HB Køge.

Den svenske sæson følger kalenderåret, og derfor går Allsvenskan i gang i foråret 2023.

/ritzau/