Sebastian Czajkowski vil prioritere familielivet og stopper dermed sin aktive fodboldkarriere som 25-årig.

FC Helsingør må klare sig uden sin topscorer, når klubben i foråret fortsætter jagten på oprykning til Superligaen.

25-årige Sebastian Czajkowski har ganske enkelt valgt at indstille karrieren.

Det fortæller han til Helsingør Dagblad.

- Jeg har et lille barn, som jeg vil være verdens bedste far for og derfor vil være mere sammen med - også i weekenderne - og så har mine mange skader sat sig sine mén i min krop, og jeg lever med konsekvenserne hver dag.

- Jeg vil ikke udsætte kroppen for mere på den konto, siger Sebastian Czajkowski til Helsingør Dagblad.

Angriberen har i efterårssæsonen scoret ni kasser, hvilket altså gør ham til klubbens farligste mand foran mål.

Han har på den måde været vital for, at FC Helsingør holder vinterpause på 1. divisions førsteplads med to point ned til Hvidovre IF, der indtager andenpladsen.

Han havde en kontrakt, der løb til 2023, men den er altså nu ophævet.

Sebastian Czajkowski har tidligere spillet superligafodbold. Det gjorde han, da han i sin tid hos Vendsyssel FF, hvor han nåede 13 kampe i landets bedste række.

/ritzau/