Han prøvede at flytte fokus, men det gik helt galt.

Jess Thorups forsøg på at dreje et tv-interview efter FC Københavns nederlag til FC Midtjylland over på Brøndbys øjeblikkelige krise i Superligaen, har givet bagslag for FCK-træneren.

Thorup har således fået kritik fra fans på de sociale medier, og i denne uges udgave af 'Fodbold FM' undrede panelet sig også over Thorups udtalelser i 'Onside'-studiet efter FCKs 1-0-nederlag i Parken søndag aften.

»Det der er meget usædvanligt for Jess Thorup. Da han var FC Midtjylland-træner, var han altid meget rolig, selv når de havde tabt store kampe. Han var en klippe. Det der er et klodset forsøg på at lave spin. Det var Ståle Solbakken meget bedre til. Det er jo noget vrøvl, han får sagt,« siger Karsten Krogh, Superliga-ekspert, som følger FC Midtjylland tæt.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han bakkes op af Peter Froulund, kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, som sponsorerer FC Midtjylland og landsholdet, og som også var en del af panelet i B.T.s fodboldpodcast.

»Det er ret klodset. Jeg tror også, det er et forsøg på spin. Men det er simpelthen for langt væk pludselig at bringe Brøndby på bane. Det har meget lidt med den kamp mellem FCK og FCM, som lige er spillet, at gøre,« siger Peter Froulund.

Det var i 'Onside'-studiet på TV3, at Jess Thorup midt i interviewet om sit holds indsats i topbraget mod FC Midtjylland pludselig bragte rivalerne fra Brøndby på banen.

»Nu ved jeg ikke, om man kun skal snakke om Midtjylland og FCK. Det er jo imponerende, der ikke er nogen, der har snakket om Brøndby (...) De er bare fuldstændig parkeret. Jeg ved godt, de tabte i dag igen. Men det er da imponerende, at de er gået under radaren på den måde. Men jeg tror, jeg skal holde fokus på mig selv lige nu og vores hold,« sagde FCK-træneren.

»Det er ikke en storklub værdigt. FCK har bygget en god sejrsstime op, men efter et enkelt nederlag komunikerer Thorup uden overskud og ligner en træner, der har tabt fem kampe i streg. Det giver næring til denne diskussion om hans evner som FCK-træner,« siger Peter Froulund.

FCK meddeler til Ekstra Bladet i en sms, at Thorup 'ærgrer sig over, at han fik sagt noget om Brøndby, for det var unødvendigt'.

'Fodbold FM' er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Vært er Steffen Gronemann. Følg 'Fodbold FM' på Facebook og på Twitter.