De danske mestre fra Brøndby sagde i sommer farvel til en række profiler – og holdet har derfor snappet efter vejret i den første tredjedel af den igangværende Superligasæson.
Men de blågule har efterhånden genfundet rytmen, og med søndagens derbysejr over FC København har holdet nu hentet 10 point i de seneste fire ligakampe – og nye profiler er vokset frem i opturen.
Det var én af mange konklusioner i denne uges episode af Fodbold FM, hvor panelet blev udgjort af tidligere landsholdsspiller Kris Stadsgaard og fodboldjournalist Thomas Pyndt.
»Josip Radosevic er jo ved at udvikle sig til en af Superligaens bedste midtbanespillere,« lød det fra Thomas Pyndt.
»Han har virkelig været god i lang tid, og han var helt fremragende i går. Så rolig uanset hvor hektisk det var.«
»Vi kan huske, da han kom til Brøndby, hvor han spillede godt i 90 procent af tiden, men så var der 10 procent af tiden, hvor han fik dumme gule kort, lavede fejlafleveringer og kostede mål. Men det har han lagt fra sig her i efteråret. Han har virkelig været stærk.«
Kris Stadsgaard pegede på Brøndbys midtbane-elegantier Anis Ben Slimane som en af forklaringerne på mestrenes derby-optur.
»Det var godt for Brøndby at have en spiller som Anis Ben Slimane, der kan vende, når han modtager bolden. Det var en fornøjelse at se,« lød det fra Stadsgaard, der blev bakket op af Thomas Pyndt.
»Teknisk er han (Slimane, red.) virkelig dygtig, og han har også et fantastisk blik for spillet.«
Udsendelsen behandlede også FC Københavns minikrise, de meget svingende danske præstationer i de europæiske turneringer, Randers' optur og David Nielsens aarhusianske panderynker – og så var der nogle gode og velmente råd til Manchester Uniteds pressede norske manager, Ole Gunnar Solskjær.
Og så var DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, med på telefonen til en snak om landsholdets vej frem mod VM-slutrunden om et års tid. Og om Kasper Hjulmands udenlandske fristelser.
Lyt til hele udsendelsen herunder eller i videoen øverst.