TV 2 har valgt at lukke showet efter 14 år.

Det skriver TV 2 selv i en pressemeddelelse.

Det har ellers været en fast tradition på kanalen, at man har hyldet årets komikere ved showet, men det er nye tider, fortæller Dorthe Thirstrup, indholdschef for TV 2.

»Nu er vi et sted, hvor vi skal noget nyt. Vi skal som alle andre i streamingbranchen også blive ved med at forny os, udvikle nye formater og indhold, og det kræver, at vi indimellem skal give slip på noget, der har været godt,« lyder det.

»ZULU blev i sin tid født som en kanal, der skulle udfordre det etablerede, og hvor man skulle kunne gøre grin med det meste. Comedyen fandt derfor sit naturlige hjem på ZULU, og gallaen har igennem mange år været en forrygende tradition på kanalen. Verden flytter sig – og det må ZULU også gøre,« fortæller hun.

Det bliver hele kanalen, der nu skal ændres.

»Vi er lige nu i gang med en større transformation, som man kommer til at kunne se i både indhold og tone,« siger Dorthe Thirstrup.

Selvom showet nu er droppet, betyder det ifølge TV 2 ikke, at man er færdig med komikken hos mediet.

»'ZULU Comedy Galla' har igennem tiden budt på stærke, sjove, grænseoverskridende og vigtige begivenheder, som vil huskes og mindes. Og her har vi haft nogle fantastiske samarbejdspartnere igennem tiden, som vi takker for et stærkt og godt samarbejde,« forklarer indholdschefen.

Sidste udgave af 'ZULU Comedy Galla' blev sendt på TV 2 ZULU 4. september 2022. Her blev Heino Hansen i øvrigt kåret til årets komiker 2022.