Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
I sit stiveste puds stod han midt i rampelyset. Helt rundt på gulvet af taknemmelighed og med flagrende arme. »Wauv. Tak,« sagde han med et fast greb om den blanke statuette.
»Jeg er superglad og helt rundtosset endnu, har ikke sovet i mange nætter,« siger Zlatko Buric et par dage senere. Lyder, som om anerkendelsen slet ikke har forplantet sig i hans krop endnu.
Det var sidste weekend, at Zlatko Buric stod på scenen i Reykjavík. Vandt European Film Awards pris som bedste skuespiller for sin rolle i 'Triangle of Sadness'.
Dén, der har givet ham noget af et comeback. I en alder af 69 år.
»Arh, comeback og comeback…,« kommer det med et grin.
»Sådan tænker jeg ikke. Men det er da utrolig spændende, og jeg er virkelig glad for de ting, der er kommet dumpende efter så mange år.«
»Nu også Nicolas Winding Refn igen,« tilføjer han så med reference til sin rolle i instruktørens Netflix-serie 'Copenhagen Cowboy', som får premiere i starten af januar.
Netop den danske instruktør har nemlig en særlig plads i Zlatko Buric' liv.
For det er takket være ham, at mange den dag i dag husker skuespillerens ikoniske replikker.
Som: 'Du skulder maj pænge, Franke'.
»Jeg kan gå ud på gaden i København, og folk prikker mig på skulderen og husker dem. Det skete så sent som i går. Men ikke kun her. Faktisk i hele verden,« siger Zlatko Buric.
Han sidder på den anden side af bordet. Ryster bare smilende på hovedet og synes mest, at det er sjovt, at Winding Refns 'Pusher' fra 1996 har boret sig ind under huden på så mange mennesker. Så mange generationer.
En film, som han tilmed kun modvilligt sagde ja til.
Zlatko Buric er oprindelig fra Jugoslavien. Det var dér, han voksede op. Dér, han sammen med en flok ligesindede i de progressive 1970ere plantede sine kulturaktivistiske rødder. Lavede totalteater og performances.
»Det var dét felt, jeg skulle kæmpe i,« forklarer Zlatko Buric, som sammen med sin teatergruppe nød stor succes i de år, hvor de ofte turnerede rundt i Jugoslavien.
I Zagreb mødte han danske Sonja, som var kunststuderende i byen. De blev forelskede, og da hun i 1982 blev gravid, valgte de at flytte til Danmark.
»Det passede mig fint. Teatergruppen var gået i opløsning, så jeg følte, at jeg var færdig med Jugoslavien,« forklarer Zlatko Buric, som hurtigt fik plantet egne og nye rødder her.
»17 måneder efter, at jeg kom til Danmark, var jeg far til tre,« griner han.
Kulturaktivisten tog han dog med sig og fandt fæller i 80ernes punk- og BZ-bevægelse. Føden tjente han til ved blandt andet at være opvasker.
»Jeg var hardcore dengang, mere interesseret i at lave en kunstnerisk gruppe. Film var for mainstream for mig,« siger Zlatko Buric, som derfor i starten var skeptisk, da han fik tilbudt rollen i 'Pusher'.
»Det var Jangs (Winding Refns kaldenavn, red.) fortjeneste, at jeg blev overtalt,« erkender han om dét, der blev hans danske filmdebut.
Knap 200.000 billetter solgte den. Blev, trods den rå skildring af den københavnske underverden, et kæmpe hit og et gennembrud for Mads Mikkelsen, Kim Bodnia og Zlatko Buric.
Ud over at Buric vandt en Bodil for sin rolle, åbnede den også døren til dansk tv, hvor folkeligheden året efter blev cementeret med tv-serien 'Taxa'.
Og selvom han med sin tykke østeuropæiske accent ofte er landet i stereotype indvandrerroller, er også Det Kongelige Teater og børnefilmene 'Iqbal' på hans cv. Iblandet lidt flirten med udlandet og Hollywood.
»Når de ringer og spørger, kigger jeg på mit kontoudtog og siger ja,« forklarer Zlatko Buric med et smil om sin tilgang til det, mange skuespillere drømmer om.
Men indrømmer også gerne, at selv om han med netop 'Triangle of Sadness' igen er blevet et hot navn, og tilbuddene igen er begyndt at tikke ind, er udlandet ikke nødvendigvis en drøm for ham.
For 69-årige Zlatko Buric lægger ikke skjul på, at Hollywood ikke rigtig er hans kop te.
»Du går til seks-syv castings om ugen og får en lille rolle her og der, så du lige kan overleve. Det er ikke lige mig.«
»Da jeg for nogle år siden var med i Roland Emmerichs '2012' (katastrofefilm fra 2009, red.), boede jeg efter optagelserne i Los Angeles en tid, og alle var rigtig søde ved mig og prøvede at overtale mig til at blive lidt længere.«
»Jeg kunne heldigvis bo hos en ven i latinokvarteret, hvor der var superhyggeligt. Men Los Angeles var ikke lige mig.«
»Det er her, jeg har familie. Jeg føler, at København er mit hjem, så det var et klart nej fra mig,« fortæller Zlatko Buric, som kun én gang har overvejet at hive rødderne op. Igen.
Nemlig, da han i 2002 spillede med i den engelske instruktør Stephen Frears 'Dirty Pretty Things'.
»Ikke alene fik jeg bare rollen uden casting, jeg var også tæt på at flytte til London, for det var en virkelig god oplevelse, og Stephen Frears er nok en af de eneste venner, jeg har fået i filmverdenen.«
»Dengang var mine tre børn midt i puberteten, og Dragana – min nuværende kone – var lige flyttet hertil fra Frankrig, så jeg turde ikke. Men det er den eneste gang, jeg virkelig har overvejet.«
»Men Hollywood, nej. Jeg hader, når man skal lave castings,« siger Zlatko Buric med himmelvendte øjne og håret strittende ud til alle sider.
Den indre kulturaktivist er bevaret. Og jævnligt rejser han til Zagreb for at spille teater og optræder derudover med dét, han kalder sin 'psykedeliske' teater- og musikgruppe 'Tig'.
Så comeback eller ej er Zlatko Buric i en alder af 69 år egentlig ganske tilfreds med tingene, som de er, og som de har flasket sig den seneste tid.
Ikke mindst nu hvor han også er blevet genforenet med sin gamle ven Nicolas Winding Refn i 'Copenhagen Cowboy'. Selvom han igen spiller en østeuropæisk gangster.
»Det er jo den accent, jeg har. Men Jang og jeg har bare altid haft et særligt sammenhold og venskab.«
'Copenhagen Cowboy' har premiere på Netflix 5. januar
