Hvad er den største drøm, når man skyder med bue og pil? Det må være at lave en Robin Hood-film. Netop det har danske Lars Andersen fået lov til.

»Det var selvfølgelig helt vildt og vanvittigt. Det er også en drengedrøm, der er gået i opfyldelse,« siger han til B.T.

Lars Andersen har undervist den Oscar-vindende skuespiller Jamie Foxx og Kingsman-stjernen Taron Egerton i at skyde med bue og pil, før optagelserne på filmen startede.

Han blev verdenskendt i 2015 på grund af sin YouTube-video, hvor han viser sine vilde evner og tricks med bue og pil frem. I dag er videoen blev set mere end 49 millioner gange.

Lars Andersen sammen med Jamie Foxx, der spiller en alternativ Lille John i filmen.
Lars Andersen sammen med Jamie Foxx, der spiller en alternativ Lille John i filmen. Foto: Lars Andersen
Vis mere

I kølvandet af, at videoen gik verden rundt, fik virumgenseren adskillige henvendelser - nogle mere konkrete end andre.

En dag ringede Peaky Blinders-instruktøren Otto Bathurst, der havde set danskerens video.

»Otto siger, at han vil lave en helt anderledes Robin Hood-film. Bueskydningen i filmen skal være mere actionpræget.«

Lars Andersen inviterede instruktøren til Danmark, så de kunne få sig en snak, og der gik ikke længe, før Lars takkede ja til jobbet, som ifølge hans egne ord er 'godt betalt'.

Lars Andersen med Taron Egerton, som spiller Robin Hood.
Lars Andersen med Taron Egerton, som spiller Robin Hood. Foto: Lars Andersen
Vis mere

Han er formentlig den helt rette læremester, da han er en af de hurtigste bueskytter i verden og kan affyre tre pile på halvandet sekund.

Det er noget af en præstation, især når man tænker på, at han kun har dyrket sin hobby - nu arbejde - i otte års tid.

Udover at instruere stjernerne har han også designet deres udstyr i filmen. Han var især imponeret over skuespillernes professionelle tilgang.

»De var begge søde og virkelig engagerede, og de lærte det hurtigt. Jamie Foxx var super sjov. Første gang, jeg mødte ham, kom han ind med sit crew, så bukkede han for mig og sagde, 'du skal lære mig at skyde' og grinte. Det var sgu lidt cool og en god måde at bryde isen på.«

Jamie Foxx spiller en alternativ version af Lille John i filmen.
Jamie Foxx spiller en alternativ version af Lille John i filmen. Foto: Nordisk Film
Vis mere

Målet var, at hovedrolleindehaveren Taron Egerton skulle være i stand til at skyde hurtigt fra alle tænkelige positioner.

»I bund og grund var drømmen, at han kunne alt det, man ser på filmen. Det kunne han til sidst, og så var træneren stolt. Men det er heller ikke noget, han har brugt fem minutter på at lære,« slår den danske bueskytte fast og fortæller, at de arbejdede intenst sammen over en længere periode.

På trods af at det er første gang, at Lars Andersen står på en Hollywood-produktion, blev han ikke alt for overvældet af situationen. Det første han gjorde, da han fik Taron Egerton for sig selv, var at smide cheferne ud.

»Jeg kunne ikke lære ham det, mens der stod 50 mennesker i baggrunden og kiggede på,« konstaterer han.

I dag er Lars Andersen 54 år og lever af sit bueskyderi. Han har eksempelvis lavet en reklame for dækfabrikanten Bridgestone, og tiden må vise, om det bliver til flere film i fremtiden.

Han kan dog godt mærke, at alderen på nogle måder trykker.

»Et eller andet sted er det helt åndssvagt, at jeg laver det her som 54-årig. Jeg er sikkert lige så hurtig, som jeg har været hele mit liv, men jeg må ikke komme til skade. Der kan man seriøst mærke sin alder,« siger han og fortsætter:

»Somme tider ærgrer det mig lidt, at jeg ikke startede, da jeg var 20 år. Men som min kone siger, er det også derfor, jeg skal give den gas nu.«

Robin Hood får dansk premiere på torsdag. I toppen af artiklen kan du se klip fra skuespillernes træning til filmen, og her kan du se Lars Andersens imponerende video, der er gået verden rundt.