»Dagene efter var ekstremt tomme. Så tomme at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv,« lyder det fra en tidligere 'X Factor'-deltager.
Fredag aften løb årets semifinale over skærmen i TV 2s populære sangkonkurrence og dermed det værste tidspunkt for deltagerne at ryge ud. Her fortæller to tidligere deltagere, hvordan det var at snuble lige før målstregen.
»Som alle andre ville jeg selvfølgelig gerne have stået i finalen. Selvom det er noget tid siden nu, kan jeg stadig mærke den følelse, det gav i kroppen. Det var som at stå med én fod i finalen og så få døren lukket lige foran næsen.«
Sådan fortæller Nambahlou Christensen, der i 2023 røg ud i semifinalen og dermed missede chancen for at optræde i Arena Randers.

Hun havde i løbet af sæsonen klaret sig igennem hele tre omgange i farezonen, og derfor var hun ekstra ærgerlig over ikke at klare det sidste skridt, da hun følte, hun var i gang med det store 'X Factor'-comeback.
Nambahlou fortæller, at hun især havde glædet sig til at opleve det sug i maven at stå på en helt stor scene og få lov til at vise, hvem hun var som musiker, da hun i finalen blandt andet skulle have spillet en af sine egne sange.
»Det havde været et kæmpe øjeblik for mig,« tilføjer hun.
Sidste år gik fjerdepladsen til Elva Wahlberg, der fortæller, at hun havde det 'forholdsvis fint' med at ryge ud, lige før finalen, da hun først og fremmest var både stolt og lykkelig over at være nået så langt i konkurrencen.

Hun havde samtidig en fornemmelse af, at det nok var hendes tur til at blive stemt ud.
Alligevel var hendes exit et chok, der lige skulle sluges.
»Dagene efter var ekstremt tomme. Så tomme at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv,« fortæller hun og tilføjer:
»Som alt andet går livet jo videre, så selvom det ikke endte som jeg håbede, forlod jeg programmet med mit humør på toppen.«

Ligesom Nambahlou havde Elva set frem til at optræde i finalen foran et stort publikum, hvor det var meningen, at hun skulle have sunget med den dansk-færøske sangerinde Brimheim.
»Et sjovt fact er, at jeg faktisk mødte hende inde i 'Go' Morgen Danmark' morgenen efter semifinalen, hvor hun skulle spille et af sine nye numre,« fortæller Elva og tilføjer:
»Vi havde også alle mine outfits klar, som min mor blandt andet havde syet et logo til.«
Både Elva og Nambahlou ser i dag positivt tilbage på deres 'X Factor'-oplevelse.

Nambahlou påpeger, at hun faktisk kun var få seerstemmer fra at komme i finalen, hvilket gjorde hende rigtig glad.
»Det viste mig, at jeg ramte noget hos folk, og med alle de beskeder og kommentarer jeg fik bagefter, følte jeg mig ikke som en, der blev smidt ud – men mere som en, der lige manglede det sidste skridt.«
Hun tilføjer:
»Min sang ('Kan du se mig') har fået en del streams på Spotify, og jeg bliver stadig genkendt rundt omkring i landet. Det bekræfter mig i, at jeg gjorde indtryk – at man ikke nødvendigvis behøver at vinde for at blive husket.«

Elva mener, at det mest positive ved at ryge ud i semifinalen var, at hun kunne bruge finaleugen på at koble af og vænne sig til hverdagen, der ventede på den anden side.
»Det afsluttede mit forløb på den helt rigtige måde, når jeg nu ikke kunne være med som finalist.«
Nambahlou tilføjer, at 'X Factor' derudover har givet hende kontakter til musikbranchen, som hun arbejder videre med i dag.
»At ryge ud i semifinalen var ikke enden. For mig blev det starten på noget nyt. Derudover var det en oplevelse, jeg altid vil være stolt af – ikke mindst når man tænker på, hvor lille chancen er for overhovedet at komme med i 'X Factor'.«