Nerverne sad uden på tøjet, og hun måtte også knibe en lille tåre, før hun til sidst kunne bryde ud i jubel.

Efter en audition, hvor en begejstret Thomas Blachman havde udråbt vestjyske Nikoline Steen Kristensen til storfavorit i 'X Factor', blev det alligevel en følelsesmæssig hård omgang for den 17-årige sangerinde, da hun i fredagens sidste bootcamp-program kæmpede om at blive en af årets endelige liveshow-deltagere.

»Det var ret intenst. Vi havde en øveaften, hvor vi hørte hinanden synge, og der fandt jeg ud af, at det, jeg kom med, var meget anderledes end de andre. Jeg kom med en dansk sang, og de andre havde alle mulige fraseringer, og samtidig var jeg kun én sang fra liveshow, så jeg blev både usikker og nervøs,« fortæller Nikoline til B.T.

Til daglig bor hun i den lille vestjyske by Sørvad, hvor hun arbejder i Dagli' Brugsen og samtidig er i gang med første år af en HF-uddannelse.

Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

Det var til at starte med slet ikke meningen, at hun skulle stille op i 'X Factor'. Sidste år gik hun på efterskole, hvor en af hendes veninder tilmeldte sig, og for at gøre en tur ud af det proppede de bilen med veninder, og pludselig stod Nikoline selv foran dommerne, fortæller hun med et grin.

Og dommerne kunne som nævnt lide, hvad de så – også Oh Land, der altså trak Nikoline igennem hele følelsesregistret, før hun til sidst gav hende billetten til årets liveshows.

»Jeg var så presset. Jeg syntes, hun trak den ret længe, og jeg var nærmest ved at udbryde, 'kan du ikke bare sige, at jeg ikke er gået videre',« husker Nikoline tilbage på det afgørende øjeblik.

»Jeg syntes ikke, det var gået så godt, da jeg skulle synge den sidste gang, så det var en stor lettelse.«

Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

Da hun sidder og taler med Oh Land, fortæller Nikoline, at hun har købt en plade Daim-chokolade til hjemturen som trøst, hvis hun ikke gik videre. Da B.T. spørger, hvad der skete med chokoladen, bryder hun ud i latter over, at det kom med i tv-udsendelsen:

»Ej, tog de det med? Haha. Men nej, jeg fik ikke spist det. Jeg elsker Daim og havde taget det med, hvis det gik galt, men nej. Jeg var helt ved siden af mig selv på hjemturen. Da min mor hentede mig på stationen, troede hun heller ikke, jeg var gået videre.«

Nikoline er glad for, at hun ikke længere skal holde det hemmeligt, at hun er blandt årets ni liveshowdeltagere. Det har været svært at ikke at kunne fortælle det til venner, der en gang imellem har undret sig over, at hun har måttet sige nej til at være med til forskellige ting, fortæller hun.

Nu venter første liveshow næste fredag.

»Jeg er så mega spændt. Nu skal jeg bare ud og vise hele Danmark, hvad jeg kan.«