Det var en yderst rørt Mathilde Caffey, som 'X Factor'-seerne fredag aften kunne se sidde ved vandet og spekulere over sin plads i livet, inden hun gik ind foran Thomas Blachman og sang for sin videre deltagelse i TV 2-programmet.

»Jeg har altid haft det svært ved at passe ind,« sagde den 15-årige sangerinde, mens tårerne trillede ned ad kinden.

Til B.T. fortæller den unge sangerinde, at følelsen af ikke at passe ind blandt andet stammer fra mobning i de tidlige klasser af folkeskolen.

»Jeg er blevet drillet meget. Jeg har været mere buttet end andre piger, og jeg blev valgt fra både på grund af min måde at være på, men også på grund af min størrelse,« fortæller Mathilde, der har haft mange overvejelser om, hvorvidt hun skulle stå frem med sin historie.

15-årige Mathilde Caffey blev mobbet, da hun var yngre, hvilket har sat sine spor.
15-årige Mathilde Caffey blev mobbet, da hun var yngre, hvilket har sat sine spor.
Vis mere

»Der er så mange, der døjer med problemer, så jeg er ikke speciel, bare fordi jeg er blevet mobbet, men jeg håber, at min historie måske kan være med til at hjælpe andre med at komme igennem den slags.«

Hun fortæller, at mobningen blandt andet manifesterede sig i, at pigerne i skolen ikke ville lege med hende, mens drengene kaldte hende øgenavne.

»Det medførte, at jeg blev lidt af en hård person, da jeg gik i 6. og 7. klasse. Jeg blev god til at slå fra mig og havde en hård facade, så folk ikke kom for tæt på,« siger Mathilde, der i dag går i 9. klasse og har fået det meget bedre med sig selv.

Hvad gjorde du for at komme igennem den periode?

»Det lyder måske dumt, men hver morgen satte jeg mig ned, kiggede mig selv i spejlet og sagde: 'Du er så grim at kigge på', og til sidst blev det så komisk, at jeg faktisk ikke kunne tage mig selv seriøst,« siger hun og fortsætter:

»Nu vågner jeg op hver morgen, og selvom jeg ligner lort, så siger til mig selv: 'Du er fucking dejlig'.«

Har du nogle råd til andre unge med samme problemer?

»For mig har det virket bare at lære at leve med, at jeg er blevet kaldt de værste ting. Jeg har lært at leve med, at der findes mennesker derude, som bare ikke er klogere. Dermed ikke sagt, at jeg finder mig i den slags, men den dag i dag har jeg bare lært, hvordan jeg skal tackle det,« siger Mathilde og fortsætter:

Mathilde under sin indledende audition. Nu er hun gået videre til liveshowene.
Mathilde under sin indledende audition. Nu er hun gået videre til liveshowene.
Vis mere

»Og når man føler sig alene, så skal man huske på, at selv hende, der sidder ved siden af og nu er 38 år, nok også havde de samme problemer engang. Tingene bliver altid bedre.«

15-årige Mathilde Caffey blev fredag aften én af 'X Factor'-dommeren Thomas Blachmans tre sangere i kategorien 'unge solister', som kom videre til liveshowene.

De to andre deltagere, som Blachman sendte videre, var Alma Agger og Emil Wismann.

Ankerstjerne, der har grupperne, sendte Sway, Smokey Eyes og Magnus & Aksel videre, mens Oh Land - med kategorien 'solister over 23' - sendte Kali, Ilona og Nicklas videre.