Leslie Nguyen klarede sig videre fra Oh Lands 'X Factor'-bootcamp!

Nu venter de kommende liveshows, hvilket har medført nye udfordringer for den 21-årige sangerinde med autisme-diagnosen Aspergers. Hun er især spændt på, hvad hun skal stille op med Simon Kvamm.

Da B.T. fanger Leslie over telefonen, befinder hun sig i TV 2s 'X Factor'-studie i fuld gang med forberedelserne til første liveshow 21. februar.

»Jeg tror, jeg var lidt langsom til at fatte, at jeg var gået videre. Men efter vi er kommet i gang (Med forberedelserne, red.) er det begyndt at gå lidt mere op for mig,« fortæller Leslie, der på grund af sin diagnose har skulle overvinde flere kampe med sig selv for at nå til, hvor hun står i dag.

Leslie Nguyen stillede på Oh Lands bootcamp op med Uros sang 'Føles godt'.
Leslie Nguyen stillede på Oh Lands bootcamp op med Uros sang 'Føles godt'. Lasse Lagoni

»Jeg har kunnet mærke en udvikling. Før jeg stillede op til audition – bare tanken om at gøre det ville give mig kvalme. Lige nu har jeg det ok.«

Hun forklarer, at det giver hende ro i maven at have så meget, der skal forberedes før første liveshow.

Derudover prøver hun ikke at tænke for meget over, hvad der skal ske til premieren.

»For ellers kan alt bare gå galt i mit hoved,« tilføjer hun.

Hvad glæder du dig mest til, når det hele går live?

»Jeg glæder mig til at prøve og stå på scenen. Jeg tror, man glemmer, det er et liveshow, og at der sidder nogle hjemme i stuerne og ser på. Jeg glæder mig lidt til at se, hvad der går igennem mit hoved, når jeg er på scenen – og om jeg kan fokusere. Det håber jeg, at jeg kan.«

Hvad har været det bedste ved at være med i 'X Factor' indtil videre?

»Det jeg er mest stolt over er nok '6 chair'. Jeg plejede at lave videoer på TikTok, så det var lidt vildt at gå fra synge alene på mit værelse til at stå på en scene foran en masse mennesker. Hvis jeg bare gjorde mit bedste, så ville jeg være stolt af mig selv, uanset om jeg røg ud eller ej.«

Leslie er især stolt over sin '6 chair'-præstation.
Leslie er især stolt over sin '6 chair'-præstation. Lasse Lagoni

Hvad har været den største udfordring indtil nu?

»Jeg er blevet mere usikker på mig selv, efter at det hele er blevet vist på tv. Jeg syntes, det var meget nemmere at være med til audition, '6 chair' og bootcamp, da ingen vidste, hvem jeg var. Nu er det gået lidt amok – især på TikTok.«

Det har været overvældende at så mange pludselig har en holdning til dig?

»Ja, så det forsøger jeg også at skærme mig fra. Det er derfor, at jeg rigtig ikke poster på TikTok for tiden. Da jeg startede, havde jeg måske 900 følgere, nu har jeg cirka 22.000. Jeg føler et lidt større ansvar, når det ryger ud til flere mennesker, så jeg føler, jeg skal tænke lidt mere, over hvad jeg lægger op.«

Leslie tilføjer:

»Victoria (Som Oh Land fravalgte til fordel for Leslie på bootcampen, red.) er jo også rigtig dygtig, så jeg er også begyndt at tvivle på, om det var det rigtige, at jeg skulle videre. Det er ikke fordi, jeg har mistet al selvtillid, men det har taget mig lidt tid at acceptere, at det var mig, der gik videre og ikke Victoria.«

Hvad tror du bliver den største udfordring, når liveshowene går i gang?

»Det bliver nok ikke selve det at synge. Jeg er mest nervøs for, hvad dommerne, og især Simon Kvamm, siger bagefter. Til '6 chair' sagde han for eksempel, at jeg fik ham til at græde. Jeg er ikke altid sikker på, hvad jeg skal svare – så jeg er lidt nervøs for at sige noget dumt.«

Leslie har nogle gange svært ved at tyde Simon Kvamms tvetydige bemærkninger.
Leslie har nogle gange svært ved at tyde Simon Kvamms tvetydige bemærkninger. Lasse Lagoni

Du bor til daglig i Esbjerg. Hvordan bliver det at skulle bo i København, mens 'X Factor' står på?

»Jeg er ikke så glad for det. Jeg kan ikke lide at gå rundt i København, hvor der er meget trafik. Lige nu er vi i Glostrup, hvor der er lidt færre mennesker, men jeg skal stadig tage offentlig transport ind til byen, når vi skal øve, og det er jeg stadig ikke blevet helt vildt god til.«

Hun tilføjer:

»Men jeg gør mit bedste, og jeg er blevet lidt bedre til det.«