Der er mange meninger om Thomas Blachman, men for den 23-årige X Factor-deltager Kristian Kjærlund er det i vid udstrækning en fornøjelse at arbejde med dommeren.

Han har kun været begejstret for samarbejdet med Thomas Blachman og forsikrer, at det altså ikke er snyd, det vi ser i fjernsynet.

»Han er meget, som man ser på tv. Han ved, hvad han vil have, og han har en klar idé om, hvor vi skal hen. Han er super sød, sjov og lidt utålmodig. Det skal gå lidt hurtigt nogen gange,« sagde Kristian Kjærlund med et smil, da han torsdag besøgte B.T.'s Facebook Live-studie.

Han får især ét spørgsmål, når det kommer til Blachman.

»Mange har spurgt, om hans kritik ikke er svær at forstå, men han er faktisk nem at forstå, og hvis han kan se, man ikke forstår ham, så omformulerer han,« sagde sangeren, der også hænger ud med X Factor-dommeren privat.

»Indtil videre har det været en tradition, at vi torsdag inden liveshow går ud sammen, falder ned og snakker om forventningerne til fredagens show.«

Kristian Kjærlunds liv har ændret sig meget, siden han kom med i X Factor. Udover et samarbejde med Thomas Blachman har det også betydet et selvtillidsboost for den 23-årige sanger fra Horsens.

Før han deltog i X Factor, havde han nemlig aldrig haft stor selvtillid, når det kom til troen på egne musikalske evner.

»Jeg kom ind i det her med nærmest ingen selvtillid, og for hver eneste besked (fra fans, red.), kan jeg mærke, det betyder noget for andre, det jeg gør. Det er bizart, men også virkelig vidunderligt,« fortalte Kristian Kjærlund.

Den 23-årige X Factor-deltager afslørede tidligt i programrækken, at han selv er stor fan af X Factor-formatet. Han har fulgt alle sæsoner, og han har da også tidligere været til audition, dengang det populære underholdningsprogram holdt til på DR.

»Jeg prøvede at stille op i sæson syv og otte også, og der nåede jeg ikke i nærheden af så langt, som jeg er kommet nu. Det har været en overraskelse for mig, hver eneste gang jeg er gået videre siden audition,« forklarede Kristian Kjærlund.

Før succesen i X Factor havde den 23-årige sanger egentlig ikke tænkt, han nødvendigvis ville gå videre med musikken, og drømmen om en pladekontrakt, som er en del af præmien, var en helt urealistisk tanke.

De tre X Factor-dommere.
De tre X Factor-dommere. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det har jeg aldrig tænkt, jeg kunne,« forklarede Kristian Kjærlund.

Men selvtilliden er vokset, og i dag drømmer den jyske sanger større, end han havde turdet håbe på.

»Jeg tror meget mere på mig selv. Jeg har ligefrem gjort mig tanker om at fortsætte efter det her program,« lød det fra Kristian Kjærlund i B.T.’s Facebook Live.

Med til historien om den styrkede selvtillid hører det også, at Kristian Kjærlund ikke så sjældent endda oplever, at fans sammenligner ham med den ikoniske, nu afdøde David Bowie.

»Mange nævner ham, og det er virkelig en ære og surrealistisk, at folk har det sådan, men jeg har faktisk aldrig lyttet særlig meget til eller set David Bowie,« forklarede Kristian Kjærlund.

Mange fans ser gerne, at han i X Factor synger noget af netop Bowie. Om det sker, er ikke til at sige endnu.

»Nu må vi se. Hvis Thomas tillader det,« grinede Kristian Kjærlund under livesendingen.

X Factor sendes fredag klokken 20 på TV 2.