Det var en yderst rørstrømsk Kaspar 'Kali' Andersen, der dukkede op på danskernes tv-skærme fredag aften i 'X Factor', hvor han skulle overbevise Oh Land om at sende ham videre til de berømte liveshows.

I programmet fortalte rapperen om sin tidligere afhængighed, og hvordan han ikke ville være i live den dag i dag, hvis det ikke var for hans niårige datter.

Til B.T. uddyber 'Kali', hvad der ligger bag den udtalelse:

»Jeg havde et kokainmisbrug, og hvis det ikke var for hende, havde jeg aldrig fået ændret mit liv, og så var jeg død i dag,« siger han.

Rapperen 'Kali' gik fredag videre til de populære liveshows i 'X Factor'.
Rapperen 'Kali' gik fredag videre til de populære liveshows i 'X Factor'.
Vis mere

Han fortæller endvidere, at misbruget, som begyndte i 2015 og varede omkring to år, medførte, at han forsømte sin datter.

»Det er meget svært at tale om, men jeg stak af i stofferne. Kokainen overtog og gjorde, at jeg fandt på alle mulige undskyldninger i stedet for at være sammen med hende,« siger han og fortsætter:

»Det hjælper ikke at dvæle ved fortiden, men det, jeg kan gøre, er at bruge resten af mit liv på at gøre det godt igen.«

Kali påpeger atter en gang, hvor svært det er for ham at tale om svigtet mod hans datter, men siger, at han har valgt at stå frem for at vise andre, at det er muligt at komme ud på den anden side.

»Jeg mistede taget over min datters hoved, fordi jeg brugte pengene på stoffer i stedet, og jeg kunne mærke, hvordan hun kæmpede for, at jeg skulle elske hende i stedet for stofferne,« siger han og fortsætter:

»Det er helt forfærdeligt at tænke på. Sådan skal et barn ikke have det. Det var en virkelig hård tid, og hvis jeg ikke havde haft hende, havde jeg ikke fået ændret mit liv.«

Den dag i dag kæmper Kali stadig med efterveerne fra tiden, hvor alle hans penge blev brugt på stoffer.

»Jeg bliver mindet om den tid hvert minut, hver eneste dag. Jeg sidder i en tom lejlighed uden møbler, fordi jeg betaler 8.000 kroner i inkassoregninger hver måned. Når min datter kommer på besøg, bliver vi nødt til at sove på gulvet, men jeg er alligevel det bedste sted, jeg har været,« siger han og fortsætter:

»Jeg ser min datter rigtig meget, og når hun kommer på besøg, lader vi, som om vi er på campingtur, når vi ligger på gulvet. Hun er den eneste grund til, at jeg er i live, og hele mit liv fremover vil handle om at gøre hende stolt og vise hende den ære og respekt, hun fortjener.«

34-årige Kaspar 'Kali' Andersen blev fredag aften sendt videre til liveshowene af Oh Land, som også sendte Ilona og Nicklas fra kategorien 'solister over 23' videre.

Ankerstjerne, der har grupperne, sendte Sway, Smokey Eyes og Magnus & Aksel videre, og Thomas Blachman – med kategorien 'unge solister' – sendte Mathilde Caffey, Alma Agger og Emil Wismann videre.

Første liveshow bliver vist fredag den 21. februar klokken 20.00 på TV 2.