Efter to måneders corona-pause vendte 'X Factor' fredag tilbage på TV 2.

Og det var med lidt større smil i studiet, end dommerbordet blev forladt med i begyndelsen af marts, hvor det sidste liveshow - inden corona-epidemien ryddede sendefladen - endte i gigantisk drama dommerne imellem.

Men den nyfundne gode stemning er der en særlig årsag til, fortæller Sofie Linde til B.T.

Ved det omtalte liveshow havde Ankerstjerne valgt at sende Oh Lands deltager Kaspar 'Kali' Andersen ud, hvorefter Blachman valgte at gøre det samme og dermed give rapperen dødsstødet.

Herefter ændrede han dog mening og pegede i stedet på Ilona - alene så det i stedet blev Oh Lands egen beslutning, hvem af hendes to deltagere, hun ville arbejde videre med.

Optrinnet tog mange lange minutter for især de to nervøse deltagere, som stod på scenen og ventede på deres dom. Så efter at have set Blachman og Oh Land mundhugges i et stykke tid, måtte Sofie Linde skære igennem og bede dommerne fokusere mere på de to deltagere end på hinanden.

Stemningen var på kogepunktet, og det var tydeligt for enhver, at dramaet ikke var for seernes skyld, men at parterne var oprigtigt harmdirrende.

Men kort tid efter sammenstødet valgte de alle sammen at mødes til en forsoningsbrunch. Og det var ret heldigt, fortæller Sofie Linde til B.T.

»Bølgerne gik lidt højt, sidst vi sagde farvel, og det er aldrig fedt, når folk skændes, så vi tog vores respektive partnere og unger under armen og spiste en brunch,« siger hun.

»Der var ikke så meget at tale ud om, men det er meget rart at se hinanden i øjnene og sige: 'Godt, vi starter forfra'.«

Forsoningsbrunchen nåede de at holde, lige inden landet lukkede ned. Og det er 'X Factor'-værten rigtig glad for.

»Det er jo bare et program fyldt med følelser, og det viste sig sidste gang, men man må aldrig lade solen gå ned over sin vrede, så selvfølgelig skulle vi mødes, og der er heldigvis stor kærlighed mellem alle.«

Aftenens liveshow endte mindre dramatisk. Her havde dommerne intet at sige, mens seerne egenhændigt stemte Ilona ud. Dermed har Oh Land ingen deltagere med i næste weekends finale.