»Jeg er lidt en taber. Så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte en samtale med Elisabeth.«

20-årige Casper Fox Høybye og 18-årige Elisabeth Tagge Jürgensen kommer efter eget udsagn fra 'to forskellige verdener'. Så havde det ikke været for 'X Factor', havde de aldrig mødt hinanden – selv om de gik på samme skole.

I 2019 stillede Casper Fox Høybye op i TV 2-programmet som solist. Selv om Oh Land dengang ikke syntes, han skulle videre i konkurrencen, så fik han to gange ja, men blev sorteret fra lige inden den såkaldte Five Chair Challenge.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For da han året efter hørte, at hende den kønne Elisabeth fra klassen under ham nu også stillede op i 'X Factor', brugte han fiaskoen til at komme lidt tættere på hende.

»Så havde jeg en undskyldning for at skrive til hende. Så jeg droppede hende en Instagram-DM (privatbesked, red.) og sagde: 'Hey, jeg har været med i 'Factor' før, så hvis du vil have tips til, hvad du ikke skal gøre, så skriver du bare',« husker Casper Fox Høybye.

Elisabeth Tagge Jürgensen blev glad for beskeden, men hun lagde ikke så meget i det. Det var da bare belejligt med lidt tips og tricks, griner 'X Factor'-deltageren, der dog led samme skæbne som sin mentor – nemlig at blive siet fra inden Five Chair Challenge.

Men samtalen fortsatte på Instagram, og i december kunne parret runde ét år som kærester.

Og i år har de nu stillet op sammen i 'X Factor's gruppekategori som duoen Fox & Lilly.

»'Casper og Elisabeth' var meget langt og kedeligt, og det er ikke noget, man husker. Fox er Caspers efternavn, mens Elisabeth Lilly er mit kunstnernavn, hvor Lilly kommer fra min mormor,« siger Elisabeth Tagge Jürgensen.

Foto: Lasse Lagoni / TV 2
Vis mere

Siden de blev kærester, har de været uadskillelige, og Casper Fox Høybye vurderer, at hun i hvert fald er hjemme hos ham i hans forældres hjem seks ud af ugens syv dage. De regner dog ikke med, at det er noget, et hårdt 'X Factor'-forløb vil ændre på.

»Vi er gode til at skille det professionelle fra forholdet. Hvis vi kommer med en kritisk kommentar til noget musikalsk, så er vi ikke længere sure på hinanden, når vi er færdige med at synge,« siger Casper Fox Høybye, mens Elisabeth Tagge Jürgensen tilføjer:

»Det er kun en fordel, at vi har hinanden, for modsat konstruerede grupper i 'X Factor' kender vi hinandens musikalske sider i forvejen og kan både supplere og støtte hinanden. Så er der færre nerver på.«

Om Fox & Lilly går videre til liveshow – og om parforholdet består – afsløres senere på sæsonen.